Hector Bellerin er på mange måder ikke helt som andre fodboldspillere.

For når den unge spanier ikke løber rundt på fodboldbanen, handler hans liv om meget andet end fodbolden. Han går op i alt fra mode og stil til fokus på mentalt helbred og ikke mindst klimaet.

Og netop kampen for klimaet har Bellerin nu taget et nyt initiativ til. Den 25-årige Arsenal-spiller vil således bruge potentielle sejre med Arsenal til at plante tusindvis af træer.

Det skriver han i et opslag på Instagram.

'For hver Asenal-kamp, vi vinder i denne sæson, vil jeg plante 3.000 træer for at bekæmpe de problemer med kulstofudslip, vi har,' lyder det fra Bellerin i opslaget.

Initiativet gælder for den resterende del af sæsonen, og Arsenal mangler som minimum at spille 11 kampe i alt, både Premier League og FA Cup-kampe. Initiativet har Bellerin indgået i samarbejde med organisationen One Tree Planted.

»Jeg går meget op i at have en positiv indvirkning for fremtidige generationer. Vi har brug for sunde områder at lege udendørs, og hvor biodiversitet kan trives i naturen,« lyder det fra Bellerin.

I aften sparker holdet den resterende del af Premier League-sæsonen i gang efter den lange coronapause. De møder Manchester City, og den kamp kan du følge på bt.dk.

Det er langt fra første gang, at Bellerin blander sig i debatten om klimaet. I sommeren 2019 medvirkede Bellerin i en BBC-podcast, hvor han talte om netop sine bekymringer for klimaet og ikke mindst de kommende generationers fremtid.

»Hvis du har en smule menneske i dig, skal du være bekymret. Når man kigger på de videnskabelige fakta og alt det, der sker i øjeblikket (med klimaet, red.), skal vi være bange,« lød det dengang fra Arsenal-spilleren.

Hector Bellerin har i den forbindelse dog selv erkendt, at han også er glad for ting, der har en skadelig effekt på klimaet, så som biler, tøj og dyre armbåndsure.

Ikke desto mindre går han op i debatten om klimaet og bruger særligt sine sociale medier til at udbrede budskabet.