Champions League har ligesom mange europæiske ligaer ligget stille de seneste måneder. Men nu er der præsenteret en plan for, hvordan turneringen skal spilles færdig.

Fodboldens Champions League vil blive afviklet som et Final 8-stævne fra 12. til 23. august i Lissabon i Portugal. Det oplyser Uefa ved en pressekonference.

Det betyder, at kvartfinalerne, semifinalerne og finalen vil blive spillet som knald eller fald-kampe. Normalt møder holdene hinanden både ude og hjemme frem til finalen, der oprindeligt skulle være spillet sidst i maj.

De ottendedelsfinaler, som endnu ikke er spillet, spilles den 7. eller 8. august hos hjemmeholdet eller i Portugal.

Kampene bliver selvfølgelig afviklet uden tilskure.
Kampene bliver selvfølgelig afviklet uden tilskure. ANDRE KOSTERS

Herefter vil der blive spillet kvartfinaler 12., 13., 14. og 15. august og semifinaler 18. og 19. august. Finalen spilles 23. august i den portugisiske by.

Der mangler stadig at blive fundet en vinder i følgende kampe: Chelsea - Bayern München, Real Madrid - Manchester City, Barcelona - Napoli og Juventus - Lyon.

Leipzig, Atalanta, Atletico Madrid og PSG har allerede sikret sig en billet til det historiske stævne i Lissabon senere på sommeren.

Der har ikke været spillet Champions League siden 11. marts, hvor Liverpool mødte Atletico Madrid og PSG spillede mod Dortmund.

Finalen skulle have været spillet i Istanbul i Tyrkiet, men byen bliver nu i stedet vært i 2021, oplyste Uefa onsdag.