»Det er rystende. En skændsel. Og komplet selvmodsigende.«

Der bliver skudt med skarpt mod det internationale fodboldforbund, Fifa.

Det kommer i kølvandet på forbundets reaktion på nyheden om, at to norske journalister fra NRK forleden blev anholdt og tilbageholdt i Qatar samt fik konfiskeret både telefoner, computere og optagelser, da de på opgave forsøgte at dokumentere migrantarbejdernes arbejdsforhold forud for VM i Qatar.

Skudsmålet mod Fifa kommer fra ngo’en Fair Square og direktør Nicholas McGeehan, som blandt andet beskæftiger sig med sport og menneskerettigheder, og som udtaler sig til Tipsbladet.

Fifas reaktion, der kom torsdag, blev indledt med et forsvar for pressefriheden, ligesom der blev tilføjet:

»Vi har været i regelmæssig kontakt med lokale arrangører og NRK for at etablere forudsætningerne for anholdelsen af NRK-holdet i Doha for nylig.«

Men så fik piben en noget anden lyd.

»Vi noterer os udtalelsen fra det statslige kommunikationsbureau i Qatar, som oplyser, at holdet bevidst trodsede loven ved at trænge ind på privat ejendom, inden de blev løsladt uden sigtelse.«

Og det er den del, som gør Fair Squares direktør og medstifter harm.

Meget harm.

»Hvis man bare opremser principper, men ikke står inde for dem i specifikke sager og fordømmer krænkelser af de rettigheder, man hævder at forsvare, er man reelt medskyldig. Udtalelsen giver i mine øjne Qatar grønt lys til flere anholdelser af samme slags,« siger han til Tipsbladet.

Onsdag sagde DBUs direktør, Jakob Jensen, at anholdelsen af de to norske journalister svækker de kommende VM-værters garantier fra oktober om en fri presse.

Samme dag opfordrede fansammenslutningen Danske Fodboldfans alle rød-hvide fodboldtilhængere om at boykotte den kommende VM-slutrunde.