Cristiano Ronaldos advokat Peter S. Christiansen bekræfter nu, at politiet vil have fodboldspillerens DNA.

»Hr. Ronaldo har altid fastholdt - hvilket han også gør i dag - at det der skete i Las Vegas i 2009 var gensidigt, så det er ikke overraskende, at der har været DNA til stede.«

Sådan lyder det i en udtalelse fra advokaten, skriver flere medier, herunder BBC og The Guardian.

»Det er det heller ikke (overraskende, red.), at politiet vil komme med sådan en standard forespørgsel som et led i efterforskningen,« siger Peter S. Christiansen.

Cristiano Ronaldo har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig.
Cristiano Ronaldo har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig. Foto: FABIO FERRARI
Vis mere

Udmeldingen kommer efter, det torsdag aften kom frem, at politiet i Las Vegas havde udstedt en kendelse om at få Cristiano Ronaldos DNA i forbindelse med en voldtægtssag. Det var tilbage i oktober, at en voldtægtssag med fodboldstjernen i centrum blev genåbnet. Ifølge politiet er der fundet DNA på en kjole fra det påståede voldtægtsoffer fra sagen, der fandt sted tilbage i 2009.

Det er den amerikanske kvinde, Kathryn Mayorga, der hævder, at Cristiano Ronaldo voldtog hende på et hotelværelse i Las Vegas tilbage i 2009, efter de to havde mødtes på en natklub. Ifølge Mayorga blev hun voldtaget af Cristiano Ronaldo, efter hun afviste ham.

Ifølge Mayorga indgik Cristiano Ronaldo et forlig, der gik ud på, at han betalte hende hvad der svarer til 2,6 millioner kroner for, at hun ikke sagde noget til nogen. Det skrev Der Spiegel i 2017. Cristiano Ronaldo har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig i at have voldtaget den amerikanske kvinde.

»Jeg nægter alle beskyldninger mod mig. Voldtægt er en afskyelig forbrydelse, der går imod, hvem jeg er, og alt jeg tror på. Selv om jeg meget gerne vil have renset mit navn, så nægter jeg at give mere stof til det mediehysteri, der er skabt af folk, der vil fremme sig selv på min bekostning,« skrev fodboldspilleren på Twitter i oktober.