Et hotelværelse i Las Vegas.

Det danner rammen om den voldtægtssag, der er blusset op for fuld skrue. Hovedpersonerne er Cristiano Ronaldo og amerikanske Kathrine Mayorga. Senest har politiet ønsket en DNA-prøve fra fodboldspilleren som følge af aftenen, der fandt sted for næsten ti år siden. Der er fundet DNA på Kathrine Mayorgas kjole, og det stammer ikke fra hende selv.

»Hr. Ronaldo har altid fastholdt – hvilket han også gør i dag – at det, der skete i Las Vegas i 2009, var gensidigt, så det er ikke overraskende, at der har været DNA til stede. Derfor er det ikke overraskende, at politiet vil komme med sådan en standard forespørgsel som et led i efterforskningen.«

Sådan sagde Cristiano Ronaldos advokat Peter Christiansen sent torsdag aften om politiets forespørgsel.

Cristiano Ronaldo og kæresten Georgina Rodriguez.
Cristiano Ronaldo og kæresten Georgina Rodriguez. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

Men hvad skete der egentlig den juni-nat i 2009?

Cristiano Ronaldo var 24 år og blot et par uger fra at skifte fra Manchester United til Real Madrid. Kathrine Mayorga var også 24 år. De mødtes på natklubben Rain i Las Vegas den 10. juni. Efterfølgende skulle Cristiano Ronaldo have inviteret hende med op i sin penthousesuite, og hvad der skete efterfølgende, har de to forskellige opfattelser af.

Kathrine Mayorga hævder, at Cristiano Ronaldo voldtog hende på hotelværelset, mens fodboldspilleren hele tiden har erkendt, at de to har haft sex men fastholdt, at alt, der foregik, var gensidigt.

Det var i den tyske avis Der Spiegel, at Kathrine Mayorga, for første gang trådte frem i september 2018 og fortalte sin version af, hvad der var sket.

Cristiano Ronaldo fastholder sin uskyld og frygter ikke sagen.
Cristiano Ronaldo fastholder sin uskyld og frygter ikke sagen. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Her lød det blandt andet fra hende, at fodboldspilleren havde voldtaget hende analt, og efter hændelsen skulle han angiveligt have spurgt, om han havde forvoldt hende smerte.

»Han gik ned på knæ og sagde: ’99 procent af mig er en god fyr, men jeg ved ikke, hvad der er med den ene procent,« sagde hun til det tyske medie.

En anklage, Cristiano Ronaldo hurtigt svarede igen på via Instagram. Det var ’fake news’, og Mayorga ville bare blive kendt ved at bruge Ronaldos navn, lød det. Det fik Kathryn Mayorgas advokat, Leslie Mark Stovall, til at tage til genmæle.

»Frøken Mayorgas anmeldelse, de fysiske skader fra sexovergrebet, de skriftlige svar omkring sexovergrebet begået af Cristiano Ronaldo, kommunikationen og opførslen fra Cristiano Ronaldos ’team’, omstændighederne omkring fortrolighedsaftalen og de psykiske skader hos frøken Mayorga er ikke ’fake news’,« lød det i en udtalelse.

Med fortrolighedsaftale bliver der henvist til, at Cristiano Ronaldo allerede i 2010 indgik et forlig med kvinden, der for sin tavshed angiveligt fik et beløb i nærheden af 2,5 millioner danske kroner. Det skrev Der Spiegel i april 2017. Det skulle dog ikke tolkes som, at Cristiano Ronaldo erkender sig skyldig. For allerede dengang anklagede Mayorga fodboldspilleren for voldtægt efter natten sammen, og betalingen skulle ses som et måde at stoppe falske anklager, lød det fra Ronaldo-lejren, der også gennem forløbet har kaldt udtalelser fra Ronaldo, der er blevet gengivet i medierne, for ’falske’.

»Aftalen er på ingen måde en indrømmelse af, at Ronaldo er skyldig. Det, der skete, var, at Ronaldo fulgte de råd, hans rådgivere havde givet ham. Det var for at sætte en stopper for de voldsomme anklager, der var mod ham,« lød det i oktober 2018 i en udmelding fra Cristiano Ronaldos advokat Peter Christiansen.

En udmelding der kom, efter politiet genåbnede sagen, som ellers var blevet lukket tilbage i 2009.

Og det medførte kun yderligere problemer for Cristiano Ronaldo, da en ny kvinde – efter Kathrine Mayorga trådte frem i offentligheden – også anklagede fodboldspilleren for voldtægt. Det fortalte Mayorgas advokat i starten af oktober. Hvem kvinden er, vides ikke, men en ting er dog sikkert.

Cristiano Ronaldo til 'Soccer Awards' i starten af januar.
Cristiano Ronaldo til 'Soccer Awards' i starten af januar. Foto: FABIO FERRARI
Vis mere

Sagen mod fodboldspilleren er ikke slut endnu. I januar satte Cristiano Ronaldo selv nogle få og sjældne ord på sagen.

Udover at fortælle, at det tog hårdt på familien, fastholdt portugiseren endnu engang sin uskyld.

»Jeg har været helt rolig og meget sikker på, at alt snart vil være afklaret. Min samvittighed er ren,« sagde han i sidste uge, hvor fodboldspilleren også afslørede, at han gør comeback på det portugisiske landshold i løbet af 2019 efter en pause som følge af, at sagen kom frem.

Præcist hvornår sagen bliver afsluttet vides ikke. Sportsligt har det dog ikke haft konsekvenser for Cristiano Ronaldo. For han har uden problemet kunnet passe sin tjans på banen hos Juventus.