At der skulle være foregået en voldtægt, er ren opspind. Anklagerne skyldes, at hackere har lavet falske dokumenter, de har solgt til medierne.

Sådan lyder det i en udmelding fra Ronaldos advokat i USA Peter Christiansen.

»Cristiano Ronaldo tager stærk afstand fra alle anklager i denne sag, der er modstridende med alt, han har gjort de seneste ni år,« starter erklæringen.

»De papirer, der angiveligt indeholder udtalelser fra Ronaldo, som blev gengivet i medierne, er det pure opspind. I 2015 blev flere advokatkontorer i Europa ramt af et hackerangreb, hvor deres data blev stjålet. Hackerne prøvede at sælge informationerne, og flere medier endte med at trykke de stjålne dokumenter – hvor store dele af dem var ændret på eller opdigtede,« lyder det.

Ifølge advokaten har Ronaldo hele tiden indrømmet, at han har haft sex med Kathryn Mayorga. Det var tilmed med begges samtykke. Samtidig indrømmer han også, at han indgik et forlig med kvinden, der nu har anklaget ham for voldtægt.

»Aftalen er på ingen måde en indrømmelse af, at Ronaldo er skyldig. Det, der skete, var, at Ronaldo fulgte de råd, hans rådgivere havde givet ham. Det var for at sætte en stopper for de voldsomme anklager, der var mod ham,« står der i den nye erklæring.

Da Ronaldo i 2009 indgik forliget med Kathryn Mayorga, var det en betingelse, at hun gik stille med dørene. For hendes tavshed fik hun angiveligt et beløb i nærheden af 2,5 millioner danske kroner.

Siden Mayorga i slutningen af september stod frem og anklagede Ronaldo for voldtægt, skulle endnu en kvinde være klar til at følge trop. Sådan lød det fra Mayorgas advokat i sidste uge.

Voldtægtsanklagerne har også betydet, at Ronaldo er blevet fjernet fra producenten af computerspillet FIFA - EA’s hjemmeside. På samme måde følger hans danske sponsor JBS sagen tæt.