Han træner meget. Rigtig-rigtig-rigtig meget. Så meget at hans kone har skammet sig, når hun har deltaget i træningen.
Det afslører Cristiano Ronaldos kæreste, Georgina Rodriguez, i et interview om sin fodbold-superstjerne-mands vanvittige træningsregime, som hun slet ikke kan hamle op med.
»I starten var det meget svært for mig. Jeg skammede mig, når jeg trænede med ham. Forestil dig at lave træningsøvelser i samme rum som ham,« siger hun til den italienske avis Il Posticipo om den portugisiske Juventus-angriber, som hun har været sammen med siden 2016.
I interviewet afslører hun sin mands vilde træningsprogram, som nok kan tage pusten fra ikke bare hende selv, men også de fleste andre almindeligt dødelige.

»Han træner meget mere og bedre end mig. Det kan slet ikke sammenlignes. Jeg har været nødt til at give op for at hamle op med ham,« siger den 27-årige spanske model.
Foruden at træne med sin italienske klub holder 36-årige Ronaldo sig skarp i hjemmets fitnessrum, fortæller hun:
»Han træner om morgenen og igen om eftermiddagen. Han er en utrættelig atlet. Det er utroligt, så meget han fokuserer og dedikerer sig fuldstændig til sin passion for fodbold.«
Ronaldos bedre halvdel fortæller, at hun nu om dage bedre kan følge med, når de fyrer op for par-træningen, og at hun har lært rigtig meget om sin egen krop og fitness, og at hun sætter pris på at træne med sin træningsgale mand.



