Følelserne fik frit spil i Brann, da klubben snuppede en 3-2 sejr over Sandefjord søndag.

For den forgangne uge har været præget af en skandale, der er blevet kaldt den værste tid i klubbens historie. Her kom det frem, at 12 spillere indtog klubbens stadion og forvandlede det til en vaskeægte sexfest.

Flere af spillerne havde sex på stadion herunder i omklædningsrummet, og nogle dage efter nyheden gik politiet ind i sagen, da man mistænker en af spillerne for at have begået overgreb på en af de unge kvinder.

Derfor var det en emotionel omgang efter sejren mod Sandefjord, hvor tårerne fik lov at trille.

Daniel A. Pedersen (th.) har en fortid i AGF. Nu er han anfører i Brann.
Daniel A. Pedersen (th.) har en fortid i AGF. Nu er han anfører i Brann. Henning Bagger

»Det var en meget speciel følelse, da 'Nystemten' (en Brann-sang, red.) blev sunget. Der kom simpelthen et par tårer. Der har været så meget de seneste dage,« siger den daglige leder i Brann, Vibeke Johannessen, til det norske medie VG.

Spillere og fans brød ud i en spontan sang efter nogle dage, som Johannessen kalder for »ekstraordinære og ekstremt krævende«.

Branns danske anfører, Daniel A. Pedersen, satte også nogle ord på den specielle oplevelse efter opgøret.

Faktisk havde han aldrig oplevet noget lignende, forklarede han.

Eirik Horneland og Brann har ikke haft en nem uge.
Eirik Horneland og Brann har ikke haft en nem uge. TATYANA ZENKOVICH

»Det var stort at stå med fansene efter kampen. Det er første gang, jeg har oplevet at være så rørt efter en kamp,« siger han også til VG om de øjeblikke, hvor spillere og fans sang sammen.

Sexskandalen i klubben har selvfølgelig haft indflydelse på hele holdet, men i særdeleshed på holdets anden dansker.

Målmand Mikkel Andersen blev nemlig udeladt af kamptruppen til søndagens ligakamp.

»Jeg har talt med Mikkel. Han har haft det hårdt, og han var rent mentalt ikke klar til at være med til kampen lige nu,« sagde Brann-træner Eirik Horneland til Aftenposten.

Branns næste kamp spilles på lørdag, hvor det skandaleramte hold skal møde Strømsgodset.