Han var på ingen måde tilfreds. Faktisk kunne nærmest enhver, der så med, mærke hans frustration hjemme i stuerne.

For efter søndagens pokalexit til OB gav Randers-stjernen Vito Hammershøy-Mistrati nemlig et interview til Nent.

Og her lagde han ikke ligefrem skjul på, at holdets indsats i de to kampe, der endte med at sende fynboerne videre i turneringen, slet ikke var godt nok.

»Det er mega skuffende. Vi kører dem rundt i 90 minutter og gør, hvad der skal til. De har én chance – vi har ti. Det er noget fucking lort,« sagde Mistrati efter kampen.

Foto: Frank Cilius
Vis mere

For på trods af en 2-1-sejr på udebane var det OB, der kunne indløse semifinale-billetten efter at have vundet 2-0 i det første opgør.

Derfor var det da også en Randers-spiller, der havde let ved at sætte ord på skuffelsen.

»Det er noget lort. Når vi spiller sådan her, hvor vi er så meget bedre end dem, så er det en skandale, at vi ryger ud,« sagde Vito Hammershøy-Mistrati og tilføjede:

»Det gode er, at vi ligger i top-6 og er videre i Conference League. Det er der ikke så mange andre, der er.«

Den 29-årige midtbanespiller kan – på trods af søndagens pokalexit – glæde sig over, at han kom på måltavlen, da han stod bag udeholdets anden scoring i opgøret.

OB møder Sønderjyske i semifinalen af årets pokalturnering. I den anden semifinale skal Vejle op imod FC Midtjylland.

I videoen øverst i artiklen kan du høre Vito Hammershøy-Mistrati sætte ord på søndagens store skuffelse.