Det faldt ikke i god jord hos flere Barcelona-fans, at det blev til et nederlag i opgøret mod ærkerivalerne fra Real Madrid.

Her tabte Barcelona 1-2 søndag, og det dårlige resultat bragte ny benzin på det bål, der omringer klubbens hollandske træner, Ronald Koeman.

Koeman har været under massivt pres i denne sæson med flere dårlige resultater, og da han skulle forlade klubbens hjemmebane søndag, fik han kærligheden – eller mangel på samme – at føle.

For her blev han i sin bil omringet af en stor gruppe Barcelona-fans, der ikke havde i sinde at lade hollænderen slippe alt for let fra kampen. I sidste ende lykkedes det dog for Koeman at komme forbi mængden, hvor flere slog på bilen.

På Twitter tager klubben afstand fra episoden, du kan se øverst i artiklen.

'FC Barcelona tager offentligt afstand fra de voldelige og respektløse handlinger, vores manager oplevede, da han forlod Camp Nou. Klubben vil tage sine forholdsregler sikkerhedsmæssigt og disciplinært, så disse uheldige episoder ikke sker igen,' skriver storklubben.

Nederlaget til Real Madrid sender Barcelona helt ned på en katastrofal niendeplads, hvor man har seks point op til førerholdet Real Sociedad. Real Madrid ligger med sejren nummer to ét point efter Real Sociedad, men Madrid-klubben har en kamp til gode.

David Alaba og Lucas Vasquez stod for Real Madrids mål mod Barcelona, inden Sergio Agüero reducerede til 1-2 dybt inde i dommerens tillægstid.