Nu får coronavirus også sat sit præg på verdens største kluturnering, Champions League, og der vil ikke blive tilladt tilskuere til kampen mellem Paris Saint-Germain (PSG) og Borussia Dortmund.
Politiet i Frankrig har besluttet, at PSG skal spilles for lukkede døre i onsdagens Champions League-kamp hjemme mod Dortmund.
Det skyldes frygten for coronavirus, skriver nyhedsbureauet Reuters.
PSG havde ellers forsøgt at tage flere forholdsregler frem mod kampen, som for eksempel at få desinficeret hele hjemmebanen Parc des Princes for netop at undgå en kamp for lukkede døre.

Men det viste sig altså ikke at være nok.
PSG tabte den første ottendedelsfinale ude mod Dortmund med 1-2. Returkampen i Paris skal spilles onsdag klokken 21.
I lørdags fik det franske storhold også aflyst sin ligakamp på udebane mod Strasbourg på grund af sundhedsmæssige årsager, da den østfranske region har været blandt de mest udsatte i Frankrig.
I forvejen skal tirsdagens ottendedelsfinale i samme turnering mellem Valencia og Atalanta i Spanien spilles uden tilskuere.
I løbet af mandagen skal der derudover tages stilling til RB Leipzigs kamp hjemme mod Tottenham onsdag aften, skriver dpa.
I Frankrig har man forbudt forsamlinger på mere end 1000 mennesker for at undgå risiko for spredning af coronavirus.
Mere end 1200 personer smittet med coronavirus, mens 19 mennesker er døde.
/ritzau/