Corona, Corona, Corona.

Verdens pt. største samtaleemne er i disse dage på alles læber. Også i Superligaen, hvor kampene spilles for tomme tribuner måneden ud.

Men de unikke omstændigheder har også skabt en helt bizar og unik situation i Brøndby, hvor assistenttræner Martin Retov går fra at være i karantæne på grund af et rødt kort til at være i corona karantæne... Uden at have siddet på bænken i mellemtiden.

Det må næsten være første gang i verdenshistorien, at det sker.

Niels Frederiksen (tv.) med assistenttræner Martin Retov (th.) på Brøndby-bænken.
Niels Frederiksen (tv.) med assistenttræner Martin Retov (th.) på Brøndby-bænken. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Retov var i corona-karantæne i dag, og man kan sige, at vi varmede op til det i den sidste kamp mod Lyngby. Men da havde han karantæne, fordi han havde fået rødt kort,« sagde Brøndbys cheftræner Niels Frederiksen efter søndagens 2-2 kamp mod FC Nordsjælland.

Netop mod Lyngby var Thomas Kahlenberg på besøg på Brøndby Stadion, smittet med coronavirus. Det har sendt Martin Retov, skadede Joel Kabongo og blandt andet administrerende direktør Ole Palmå i karantæne, ligesom 77 Brøndby-fans er blevet det.

»Vi har prøvet at være uden Martin (Retov, red.) nogle gange nu, men forhåbentlig kommer han ud af karantænen i slutningen af ugen. Han har det fint derhjemme og viser ikke tegn på sygdom,« siger Niels Frederiksen, der håber på at have Martin Retov tilbage til Brøndbys kamp mandag 16. marts mod SønderjyskE.

Brøndby var foran af to omgange mod FC Nordsjælland med mål af Anis Ben Slimane og Samuel Mraz. Men det rødklædte hjemmehold kom igen ved scoringer af Mikkel Damsgaard og Isaac Atanga.