Paolo Di Canio er nådesløs.
»Eriksen bliver et problem for Conte,« tordner den tidligere fodboldspiller.
Han agerer i dag tv-ekspert hos Sky Italia, og han har sat ord på danskerens præstation efter søndagens topbrag mod Juventus i tv-studiet.
Her fik Christian Eriksen lige omkring en halv times spil uden at gøre den store forskel for Milano-klubben i 0-2-nederlaget, da træner Antonio Conte sendte ham på banen.
Paolo Di Canio savner i tv-studiet noget temperament og fandenivoldskhed fra den danske midtbanespiller og sammenligner ham med et par store stjerner, som den nuværende Inter-træner havde i sin tid i Chelsea.
»Han er ikke som Diego Costa, som man kan slås med, hvis man ikke lader ham spille. Han er ligesom Eden Hazard: Han er stille, man ser ikke meget til ham, han brokker sig aldrig, og det er svært at have en direkte og ærlig konfrontation med Eriksen,« siger Paolo Di Canio, der selv var liiidt af en ilter type på en fodboldbane.
Italieneren tilføjer, at Christian Eriksen i Tottenham kunne tillade sig at miste bolden, fordi der var holdkammerater, der 'ville løbe for ham'.
Paolo Di Canio ser også problemer i opspillet for den danske landsholdsspiller.

»Han sætter ikke en modstander i en-til-en-duel. Han har ikke fart i benene,« siger tv-eksperten.
Det er den tidligere toptræner, også nuværende tv-ekspert, Fabio Capello enig i.
»Italiensk fodbold er ikke specielt hurtigt, men Eriksen har aldrig været specielt hurtig. Han kan gøre det godt som midtbanestrateg som Andrea Pirlo, men han har ikke fart til at være boks-til-boks-spiller,« siger Fabio Capello.
Christian Eriksen har indtil videre scoret et enkelt mål og stået for en assist i Inter-tiden.