Det har langtfra været den ønskede start for Christian Eriksen i den italienske storklub Inter.
Søndag fik han en halv time på banen i topopgøret mod Juventus, og det var uden den helt store succes. Inter rendte ind i et skuffende 0-2 nederlag til Cristiano Ronaldo og co., men dagen derpå er der alligevel stor uenighed om danskerens præstation.
Den store italienske avis La Gazzetta dello Sport har således givet danskeren karakteren 5 for sin indsats - det er den laveste karakter, der er givet, og som også Romelu Lukaku og Lautaro Martinez har fået.
Den vurdering er de dog ikke helt enige i ovre hos den anden italienske avis Corriere dello Sport.

De retter istedet kritikken mod Inter-manager Antonio Conté for ikke at have Christan Eriksen med fra start.
'Når danskeren kommer på banen, når Inter er nede med et mål, betyder det, at Conte ser ham som en spiller, der kan gøre en forskel. Hvorfor skal sådan en som ham så starte ude?, spørger de.
De skriver desuden, at fynboen kom ind under svære omstændigheder, da Inters spil i den periode slet ikke hang sammen.
Christian Eriksen får her karakteren 6 - et tal, der er i den høje ende i forhold til mange af holdkammeraterne.
B.T. vurderede også danskerens halve time på banen. Hvad han blev vurderet til, kan du læse lige her.
Blandt flere tv-eksperter er der dog langt fra stor fidus til Inters nye danske stjerne, der får en hård medfart.
»Eriksen bliver et problem for Conte,« udtaler den tidligere fodboldspiller Paolo Di Canio, der savner noget temperament og fandenivoldskhed fra danskeren.
Christian Eriksen har indtil videre scoret et enkelt mål og stået for en assist i sin tid i Inter..