Om det er Superligaen eller Champions League, gør ingen forskel for FC Midtjylland.

Tilgangen er den samme til kampene, og selv om det kan koste lussinger som den onsdag aften, hvor Ajax gav holdet den ene flade efter den anden, vil cheftræner Brian Priske ikke ændre på måden, holdet skal gribe de næste to og sidste kampe an på i Champions League.

»Overhovedet ikke. Jeg har sagt det før, og det kan være vanskeligt at forstå udefra set, men vi er nødt til at hive så meget erfaring ind, som vi overhovedet kan. Det er første gang, at vi står i Champions League mod spillere fra den absolut øverste hylde, og skulle vi isoleret set gå efter bare at hive resultater hjem, så kan det godt ske, at vi skulle spille med andre formationer eller mere kompakt,« siger han og tilføjer:

»Men det er helt modsat af, hvad vi er vant til at gøre i Superligaen og vores DNA. Så når vi skal hive noget erfaring ud til næste gang, vi står i gruppespillet, forhåbentlig næste år allerede, jamen, så er vi blevet klogere på, hvad der skal til. For vi ser, at vi godt kan være med i momenter af kampene. I dag var bare en af dem, hvor jeg synes, vi var længst fra,« forklarer Brian Priske efter nederlaget på 1-3.

Du har snakket om, at du gerne ville vinde denne kamp og sende et signal, men blev tilgangen for naiv?

»Nej, fordi jeg siger, at vi vil vinde, betyder det ikke, at vi vil åbne for hele ballet. Vi går efter at vinde alle kampe, vi spiller, og vi ved godt, at det er et stærkt hold, vi er oppe imod. Vi skal være enormt stærke i forhold til den præstation, der skal leveres fysisk, teknisk og taktisk. Og det må man være ærlig at sige ikke lykkedes i dag, og når du så møder så godt et hold som i dag, bliver du straffet,« lyder det fra FCM-træneren, der nok erkendte, at hans hold ikke spillede godt, men han slog flere gange på tromme for, at modstanden var af en høj, høj karakter:

»For det første håber jeg, at alle kan se, at det er et godt fodboldhold, vi er oppe imod. Det er kvalitetsspillere hele vejen rundt. Teknisk stærke spillere, hurtige spillere, som er vant til at spille de her Champions League-kampe,« siger han og tilføjer om sit syn på nederlaget:

»Vi bliver for åbne, der kommer for stor afstand på vores hold. Jeg skal i hvert fald have set den første halvleg igen, og hvorfor vi bliver så åbne. Min følelse er, at det godt kan ske, at vi nogle enkelte gange spiller os ud af presset, men vi er også med til at skabe nogle afstande på holdet, da vi smider boldene på forsiden af deres firekæde, så de får meget plads,« forklarer han.

Med nederlaget er FC Midtjylland sikker på at slutte sidst i sin gruppe. Næste opgave lyder på udebane mod Atalanta.