Der var klasseforskel, da Ajax onsdag slog FC Midtjylland med 3-1 i Champions League.

Hollænderne dominerede i hele kampen, og selv om det lykkedes det danske mesterhold at gå til pause uden at lukke mål ind, var der intet at stille op.

En af dem, der kort efter pausen åbnede målkontoen for hollænderne, var højrebacken Noussair Mazraoui, og han følte aldrig, at Midtjylland kom tæt på at true dem.

»Nej, jeg følte aldrig, at de blev en trussel,« siger han og tilføjer om kampen:

»Det var en god og solid sejr. Helt sikkert. Jeg synes, at vi spillede rigtig godt og kunne have scoret flere mål. Jeg vil ikke sige, at det var en nem sejr, for det var det aldrig. Man er altid nødt til at arbejde hårdt for at vinde, men det var en god kamp,« forklarer han.

Ajax er det eneste hold i gruppen, som nu har mødt Midtjylland i to kampe, og efter begge sejre lyder deres målscore på 5-2 mod det danske hold.

I Æresdivisionen fører mandskabet rækken med otte sejre i ni kampe og en målscore på 37-5, men Mazraoui har ikke den store lyst til at sammenligne det danske holds styrke i forhold til holdene i hollandsk fodbold.

»Det er svært at sammenligne, synes jeg, for i Champions League er atmosfæren og alt det andet anderledes end en kamp i den hollandske række, så det er svært at sammenligne,« siger han.

Ajax har efter sejren syv point ligesom Atalanta. Liverpool fører rækken med ni point, og Midtjylland ligger sidst med nederlag i alle fire kampe.