Christian Eriksen ligner en færdig mand i Inter.

For danskeren ser bestemt ikke ud til at være en del af træner Antonio Contes fremtidsplaner.

I weekenden blev det ligeledes til nul minutter på banen for den danske stjerne, da Contes tropper slog Torino med 4-2 i Serie A.

Og den manglende spilletid til Christian Eriksen skulle da også have fået flere af Europas storklubber til at lure på et eventuelt køb af den danske landsholdsspiller.

Foto: MIGUEL MEDINA
Vis mere

Det skriver det spanske medie AS, der refererer til mediet Calciomercato.

Én af de klubber, der angiveligt har Christian Eriksen i kikkerten, er den spanske storklub Real Madrid, som tidligere har været ude efter danskerens underskrift.

Ifølge mediet er den 28-årige dansker udset til at erstatte Isco, en af klubbens nuværende spiller der har haft svært ved at få spilletid under Zinedine Zidane i Real Madrid.

Netop Zidane er da også én af årsagerne til, at storklubben lurer på Christian Eriksen. For den franske træner skulle efter sigende have et brændende ønske om at tilknytte danskeren sin trup.

Zinedine Zidane.
Zinedine Zidane. Foto: PETER POWELL
Vis mere

AS skriver videre, at Real Madrid endda overvejer muligheden for en byttehandel mellem de to spillere.

Tidligere på ugen kom det frem, at Christian Eriksen vil væk fra Milano-klubben. Det bekræftede klubdirektør Giuseppe Marotta.

»Vi kan ikke beholde en spiller, som lige nu har bedt om at blive solgt,« siger han om Eriksen til DAZN.

Den danske landsholdspiller kom til Inter i januars transfervindue, men efter flere måneder med skuffende præstationer ser det nu ud til at være slut i den italienske storklub for hans vedkommende.

Christian Eriksen skiftede til Inter efter seks en halv succesfulde sæsoner i engelske Tottenham.