Den hollandske fupspiller Bernio Verhagen skal forberede sig på at holde jul i arresten i Viborg.

I hvert fald hvis det står til Midt- og Vestjyllands Politi.

Når 25-årige Bernio Verhagens nuværende varetægtsfængsling udløber den 16. december, satser ordensmagten på, at han hurtigt får stukket en returbillet til tremmely i hånden.

»Ja, vi vil argumentere for, at hans varetægtsfængsling i første omgang skal forlænges med fire uger,« fortæller Christian Toftemark, efterforskningsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi, til B.T.

Arkivfoto. Bernio Verhagen i Viborg FF.
Arkivfoto. Bernio Verhagen i Viborg FF. Foto: Viborg FF's hjemmeside
Vis mere

Politiet har brug for mere tid til at efterforske de mange sager, som den nu tidligere Viborg-spiller er sigtet i. Disse sager tæller blandt andet røveri, vold, trusler og bedrageri. Bare for bedrageri lyder strafferammen på op til seks års fængsel.

Der ligger desuden en anmeldelse for voldtægt i sagen.

En dommer skal ved et grundlovsforhør den 16. december tage stilling til, om Bernio Verhagen skal forblive bag tremmer julen over.

Hollænderen har erklæret sig uskyldig i alt.

Den kulørte sag om fupspilleren startede, da B.T. i midten af november kunne fortælle, hvordan Bernio Verhagens chilenske kæreste anklagede ham for at holde hende indespærret på et hotelværelse i Viborg.

Efterfølgende væltede det ud med afsløringer om Verhagens fodboldbedrageri. Ved brug af en falsk agent og falske dokumenter havde Verhagen snydt sig til ophold i flere klubber - senest Viborg.

Afsløringerne resulterede i, at Viborg - der ellers indledningsvist afviste at være blevet snøret - valgte at rive kontrakten med hollænderen over. Og efterfølgende anmelde ham for bedrageri.

Men som om sagen ikke var dramatisk nok, så valgte Verhagen kort efter fyringen at overfalde og berøve sin chilenske kæreste i en kiosk nær banegården i Viborg.

Kæresten er efterfølgende rejst hjem til Chile efter et ubehageligt og begivenhedsrigt ophold i det midtjyske.

B.T. rapporterer fra grundlovsforhøret den 16. december.