Esbjergs cheftræner, Peter Hyballa, har været den mest omtalte cheftræner i dansk fodbold de seneste uger – og det har ikke været for det gode.

Senest valgte 21 Esbjerg-spillere i et åbent brev at udtrykke 'stærk mistillid' til den 45-årige tysker på baggrund af hans hårdhændede metoder, der ifølge truppen blandt andet indbefatter at have slået en spiller, uddelt en sherifstjerne, flittigt gjort brug af upassende sprog og benyttet sig af fysisk afstraffelse.

Ledelsen har i første omgang fredet Hyballa, der altså ser ud til at beholde sit job. Alligevel har sagen haft konsekvenser for ham.

Det fortæller træneren, der har tysk far og hollandsk mor, til det hollandske medie Algemeen Dagblad.

Den 45-årige tysker Peter Hyballa blev præsenteret som Esbjergs nye cheftræner i slutningen af maj.
Den 45-årige tysker Peter Hyballa blev præsenteret som Esbjergs nye cheftræner i slutningen af maj. Foto: Esbjerg fB
Vis mere

Han fortæller blandt andet om, hvordan hans mor har ringet grædende til ham, efter hun har kunnet læse historierne om sin søn.

»Hun græd og spurgte, om jeg virkelig havde slået nogen,« siger Peter Hyballa til avisen og kalder anklagen for 'helt ud af det blå'.

»Min Rotterdam-far lærte mig at være direkte. Så hvis nogen er overvægtig, siger jeg det. Måske gør jeg det for tidligt, eller det er over stregen. Og måske træner jeg også for hårdt. Men at slå? At afstraffe nogen fysisk? Komplet nonsens. Ville politiet ikke have været her for længe siden, så?«

I et interview med B.T. torsdag fastslog 1. divisionsklubbens bestyrelsesformand, Michael Kalt, at det åbne brev ikke ændrer noget, da det ikke bringer noget nyt til bordet.

Han fortalte samtidig, at billedet, som der bliver tegnet af Hyballa i medierne, ikke stemmer overens med virkeligheden. Det har samtidig haft den konsekvens, at tyskeren har fået et hav af trusler.

»Jeg modtager nu trusler på de sociale medier. Det er kriminel adfærd. Social media-bashing. Racistiske anklager mod mig som tysker. Det associeres med Anden Verdenskrig. Det er meget sensitivt for folk med min nationalitet. Det er ikke rart for mig. Og slet ikke sjovt. Det er heller ikke godt for mit navn, for jeg kan nærmest ikke ryste det stempel af mig,« siger Peter Hyballa.

Peter Hyballa forsikrer dog om, at han på trods af den massive modvind fra omverdenen ikke har tænkt sig at gå nogen steder. Han er kommet for at blive.

Han glæder sig samtidig over præstationen i sæsonpremieren, hvor den vestjyske klub spillede 1-1 mod Vendsyssel.

»Vi spillede med fuldt pres. Med det yngste hold nogensinde. Fuldstændig ligesom min filosofi. Jeg tænker, som jeg tænker, men arbejder rigtig hårdt. Med fuld støtte fra ejerne. Og spillerne bliver bedre og bedre. Det kan to pikke ikke ændre på. Jeg bliver.«

Hyballa har været træner i Esbjerg siden maj 2021. Han skrev under på en toårig aftale.