Kasper Schmeichel har fået en ny legekammerat i Leicester.

Og denne gang er det en dansk én af slagsen.

For landsholdsspilleren Jannik Vestergaard skifter nemlig til den engelske topklub.

Det meddeler Leicester på sin hjemmeside.

»Jeg er meget glad, og jeg ser frem til at komme i gang. Det er en speciel klub, der har gjort det godt de seneste mange år, og jeg synes, projektet lyder meget, meget spændende. Det er stort for mig endelig at være en del af det,« siger den 29-årige dansker.

Dermed forlader forsvarsstjernen Southampton efter tre år i klubben, og allerede tidligere fredag tog den danske spiller afsked med Southampton.

Det gjorde han i et opslag på Instagram, hvor han takkede fans, spillere og medlemmer af staben for årene.

'Efter tre år er det nu tid til at forlade Southampton. Det har været en fornøjelse og en ære at dele banen og omklædningsrummet med en masse mennesker, jeg betragter som mine venner,' skrev han i opslaget og tilføjede:

'Mange tak til fansene, spillerne og hvert eneste medlem af staben. Det har været en rejse med op- og nedture, men jeg er vokset som spiller og som menneske, siden jeg kom hertil for tre år siden.'

Flere engelske medier har i løbet af ugen skrevet, at prisen for den danske stjerne ligger i omegnen af 130 millioner kroner.

Jannik Vestergaard har skrevet under på en kontrakt med Leicester, der løber indtil sommeren 2024.

Danskeren kom til Southampton fra Borussia Mönchengladbach i 2018. Her nåede han at optræde i 79 kampe for klubben.