FC Barcelona og cheftræner Ernesto Valverde er blevet enige om at gå hver til sit.

Det skriver fodboldklubben på Twitter.

'FC Barcelona og Ernesto Valverde er blevet enige om at ophæve hans kontrakt som træner for førsteholdet,' skriver den spanske klub.

'Tak for alt, Ernesto. Held og lykke i fremtiden.'

Samtidig oplyser klubben også, at Quique Setién er den nye træner, hvilket flere spanske medier kunne berette tidligere mandag.

Her lød det i første omgang, at spanieren kun skulle være træner indtil juni, men sådan forholder det sig ikke. For Quique Setién har skrevet under på en kontrakt, der løber indtil 30. juni 2022.

Allerede fredag begyndte rygterne om en fyring af Ernesto Valverde at florere. Her lød det, at FC Barcelona-ledelsen på et ekstraordinært bestyrelsesmøde mandag skulle diskutere hans fremtid i klubben.

En beslutning, der skulle være blevet taget efter torsdagens 2-3-nederlag til Atletico Madrid i den spanske Super Cup-semifinale. Efter torsdagens nederlag til Atletico Madrid, var der ellers fuld opbakning til træneren fra de største stjerner på holdet.

Quique Setién er ny FC Barcelona-træner.
Quique Setién er ny FC Barcelona-træner. Foto: QUIQUE GARCIA
Vis mere

»Tillid til Valverde? Ja,« konstaterede Lionel Messi.

»Valverde er ikke ansvarlig for nederlaget,« lød det fra Luis Suarez, som altså nu sammen med resten af holdet skal vænne sig til en ny mand i spidsen.

Ernesto Valverde kom til den spanske storklub i 2017. Han har to spanske mesterskaber og en pokaltitel i sin FC Barcelona-tid. I Champions League er det dog to gange gået grueligt galt med store nederlag. I sin tid som træner for den spanske klub nåede han 145 kampe, og af dem vandt FC Barcelona 97 af dem.

FC Barcelona oplyser, at Quique Setién bliver officielt præsenteret tirsdag, hvor han også kommer til at holde et pressemøde.