Det er noget af en kontrast, der har ramt Quique Setien.

»Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi have forestillet mig, jeg ville ende her.«

Sådan lød det tirsdag på et pressemøde fra den 61-årige spanske træner, der mandag blev offentliggjort som den nye mand i spidsen for FC Barcelona. Det skriver mange udenlandske medier, herunder Daily Mail.

»I går gik jeg forbi nogle køer i min by, nu står jeg her og træner de bedste spillere i verden,« sagde han om den nye hverdag, som nu har ramt ham.

Landet er nu skiftet ud med Camp Nou, og det betyder, at han hver dag skal træne en spiller som Lionel Messi. En stjerne, han har beundret i fjernsynet de sidste 12 år, fortæller han. Netop den del skal også stadig lige trænge ordentligt ind.

»At jeg nu er træner for en af de bedste spillere i verden, er noget, jeg stadig har svært ved at forstå, hvad betyder. Men vi har talt sammen, og en ting er beundringen, noget andet er, at jeg nu har en række spillere, der skal være i deres rette element. Jeg er sikker på, jeg får et godt forhold til dem alle,« lød det fra Quique Setien på tirsdagens pressemøde.

Derudover brugte han også tid på at rose sin forgænger, Ernesto Valverde, for det arbejde han har lagt i klubben.

Noget, der har betydet, at Setien overtager et hold, der topper tabellen i den bedste spanske række med 40 point efter 19 kampe.

Lionel Messi er en af de spillere, Quique Setien nu skal træne.
Lionel Messi er en af de spillere, Quique Setien nu skal træne. Foto: Sergio Perez
Vis mere

Quique Setien har skrevet under på en kontrakt, der gælder indtil juni 2022. Noget, der blev meldt ud mandag, samtidig med at det - efter flere dages spekulationer - kom frem, at Ernesto Valverde var fortid i den spanske storklub.

'FC Barcelona og Ernesto Valverde er blevet enige om at ophæve hans kontrakt som træner for førsteholdet. Tak for alt, Ernesto. Held og lykke i fremtiden,' skrev FC Barcelona i et opslag på Twitter.

Ernesto Valverde kom til den spanske storklub i 2017. Han har to spanske mesterskaber og en pokaltitel i sin FC Barcelona-tid.

I Champions League er det dog to gange gået grueligt galt med store nederlag. I sin tid som træner for den spanske klub nåede han 145 kampe, og af dem vandt FC Barcelona 97 af dem.