Rygterne har været mange, men nu er den god nok.
Manchester United er nemlig blevet enig med Real Madrid om et køb af forsvarsspilleren Raphaël Varane.
Det skriver den engelske klub på sin hjemmeside tirsdag aften.
Han skal dog først bestå et lægetjek og have aftalt sine personlige betingelser, før skiftet bliver en realitet, står der i meddelelsen.

Købet af den franske stjerne har været på rygtebasis gennem et længere stykke tid, og på den spanske storklubs hjemmeside er der da også allerede skrevet en afskedshilsen til Varane:
'Vores klub takker dig for din professionalisme og eksemplariske opførsel gennem de 10 sæsoner, hvor du har båret vores trøje og vundet 18 titler.'
28-årige Raphaël Varane har siden 2011 været tilknyttet Real Madrid, hvor han har fejret store triumfer siden skiftet fra Lens i hjemlandet.
Han har blandt andet vundet tre spanske mesterskaber og fire Champions League-titler med hovedstadsklubben.
Varane blev desuden verdensmester med Frankrig i 2018.
Manchester United er gået i gang med en større oprustning til den kommende sæson.
For nylig hentede klubben nemlig den engelske landsholdsspiller Jadon Sancho hos tyske Borussia Dortmund i en handel til omkring 630 millioner kroner.
Real Madrid skal til gengæld i gang med at finde andre spillere til midterforsvaret, da klubbens mangeårige anfører, Sergio Ramos, har forladt klubben til fordel for Paris Saint-Germain.

