Tottenham har tirsdag ansat italienske Antonio Conte som ny manager.
Det meddeler Premier League-klubben på sin hjemmeside.
Dermed har danske Pierre-Emile Højbjerg fået ny chef, efter man mandag valgte at fyre Nuno Espírito Santo efter blot 17 kampe.
»Vi er glade for at byde Antonio velkommen til klubben. Hans track-record taler for sig selv – med stor erfaring og trofæer fra både Italien og England,« siger klubbens sportsdirektør, Fabio Paratici.
52-årige Conte stod i sidste sæson i spidsen for Inter, som han gjorde til suveræne italienske mestre, men i sommer røg han i uenigheder med ledelsen og forlod derfor klubben.
Men der skulle altså ikke gå mange måneder, før han nu igen er i job, og det glæder han sig over.
»Jeg er ekstremt glad for at vende tilbage til at træne og gøre det i en Premier League-klub, der har ambitionen om at igen at spille en hovedrolle. Jeg kan ikke vente med at arbejde for at videregive holdet og fansene den passion, mentalitet og beslutsomhed, der altid har kendetegnet mig, som spiller og som træner,« siger Conte.
Antonio Conte har tidligere været forbi Premier League, da han fra 2016 til 2018 stod i spidsen for Chelsea.
Her blev det til et enkelt engelsk mesterskab og en FA Cup-titel.
Tidligere har Conte også nydt stor succes for Juventus og det italienske landshold.
Italieneren har skrevet under på en kontrakt, der binder ham til Tottenham frem til sommeren 2023.

