Der har været rygter om det, men nu er den altså god nok.
38-årige Dani Alves vender retur til FC Barcelona. Det bekræfter den spanske storklub på deres hjemmeside, hvor han præsenteres som 'den bedste højre back i Barcelonas historie'.
Dani Alves vil være en del af træningen fra næste uge, men vil først kunne spille fra januar, oplyser klubben videre.
Dani Alves er en vaskeægte klublegende og tørnede ud for klubben fra 2008 til 2016.
Han er dermed den første tilføjelse til klubben, siden klublegenden Xavi Hernandez for nylig overtog roret fra Ronald Koeman.
De to spillede sammen i syv år hos FC Barcelona frem til 2015, hvor Xavi tog til Qatar.
Dani Alves tog til Juventus efter sin tid i FC Barcelona, inden turen gik videre til Paris Saint-Germain og São Paulo i hjemlandet. Her var han i to år, indtil han forlod klubben før tid i september på grund af manglende løn.
Ved sommerens OL var Dani Alves anfører for det guldvindende brasilianske landshold.
Med FC Barcelona har han blandt andet vundet tre Champions League-titler og seks spanske mesterskaber.
Han har spillet 391 kampe for klubben og scoret 21 mål.
FC Barcelona har fået en skidt sæsonstart i La Liga og er blot placeret som nummer 9 efter 12 kampe - hele ti point efter rivalerne fra Real Madrid.



