Brian Larsen var tydeligt berørt, da han torsdag morgen trodsede snevejret og mødte op ved Odense Stadion.
For han skulle hylde og sige et sidste farvel til Lars Høgh.
»Han har betydet alt for os alle sammen, og han betyder sindssygt meget for klubben. Det er sindssygt hårdt, det her,« siger Brian Larsen og tilføjer:
»Det er i hvert fald ikke lige den fedeste dag at vågne op til, det må jeg bare sige.«
Brian Larsen er stor fan af OB og har derfor mange gode minder om Lars Høgh. Deres veje har nemlig flere gange krydset hinanden. Og derfor er det også Lars Høghs personlighed, som Brian Larsen husker som fodboldlegendens bedste træk.
»Når man mødte ham, sagde han altid hej, gav et håndtryk eller et kram. Han var helt nede på jorden, og det var det vigtigste for os alle sammen,« siger Brian Larsen.
Han husker særligt, da han som formand fik æren af at overbringe nyheden om, at fanklubben havde optaget ham i deres Hall of Fame. Senere fik han et opkald fra Lars Høgh.
»Da vi hyldede ham på stadion i forbindelse med Hall of Fame, ringede han til mig og takkede mig for hyldesten. Det er stort af ham og betød sindssygt meget for mig,« siger Brian Larsen og afslutter:
»Altså, at han tog sig tid til at ringe til mig og andre fans og sige tak, det er bare utroligt stort.«