TV 2 bliver hårdt ramt af det nye forbud mod bettingreklamer på tv i forbindelse med sportsbegivenheder.
Det fortæller kommerciel direktør Stig Møller Christensen.
»Reguleringen kommer med væsentlige økonomiske konsekvenser, og at det kommer til at koste TV 2 et tocifret millionbeløb. Det er penge, der vil blive rykket fra publicistiske medier til digitale platforme, der ikke rammes af aftalen,« siger han til mediet.
Han siger, at de på TV 2 forstår det politiske ønske om at gøre noget ved ludomani og pointerer, at de selv har sat et loft for, hvor mange af den slags reklamer, der kan køre i forbindelse med en sportsbegivenhed.
TV 2-chefen opfordrer politikerne til at lempe på andre reklame-områder.
»Vi håber, at man politisk nu vil se på tiltag, da en række andre steder i den danske reklamelovgivning med fordel kan lempes, så TV 2 ligestilles med andre europæiske tv-stationer,« lyder det til Ritzau.
Udtalelsen kommer i kølvandet på, at en ekspert har kaldt den politiske aftale for en bombe.
Aftalen er dog lavet med et formål: Nemlig at sætte en stopper for udviklingen, hvor unges forbrug af betting og kasinospil er eksploderet.
