Thomas Franks succes som Brentford-træner i Premier League fortsætter.

Dybt inde i overtiden sikrede danskerklubben Brentford sig endnu en sejr i Premier League med 2-1 over London-rivalerne West Ham på udebane.

Og så eksploderede Frank, hans danske assistent, Brian Riemer, og hans spillere, flere af dem danske, i vild jubel.

Premier League-oprykkerne havde Christian Nørgaard på banen fra start, og undervejs i opgøret skiftede Thomas Frank tre landsmænd ind: Mathias Jensen i første halvleg og Mads Bidstrup og Mathias 'Zanka' Jørgensen i anden halvleg.

Foto: TONY OBRIEN
Vis mere

Det var dog ikke en dansker, men derimod indskiftede Yoane Wissa fra Congo, som sparkede sejren hjem til Brentford i det fjerde overtidsminut af kampen på en løs chance efter et hjørnespark.

West Ham havde ellers udlignet bare 13 minutter forinden, efter at Mbuemo havde bragt danskerklubben foran i første halvleg på West Hams hjemmebane.

Med de tre point i bagagen hopper oprykkerne fra Brentford op på en syvendeplads i stjerneligaen, hvor de kun har tabt en gang i sæsonens foreløbig syv kampe.

Den flotte start og Franks arbejde generelt med den lille London-klub, som han har ført op i Premier League, har gjort ham til et hot trænernavn i England.