'Overraskende', 'chokerende', 'uforståeligt' og 'absurd'.

Det er nogle af de ord, som to tidligere danske verdensmestre i videospillet FIFA, August Rosenmeier og Mohamad Al-Bacha, bruger til at beskrive dette års ratings af danske fodboldspillere.

For sommerens EM-eufori, hvor de danske gader var fyldt med glade mennesker, og den sportslige succes, at Danmark kom helt til semifinalen, hvor hele verden talte om Danmark, er altså ikke nået til direktionsgangene hos den amerikanske virksomhed Electronic Arts Inc. (EA), der står bag spillet, som er verdens største fodboldspil. I årets udgave er der ikke nogen af de aktive danske spillere, der blander sig i toppen af spillerbedømmelserne.

»Det er helt hen i vejret, noget af det. For eksempel er Eriksen rated 82. Det er voldsomt. Jeg forstår det ikke,« siger Mohamad Al-Bacha.

August Rosenmeier.
August Rosenmeier. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

August Rosenmeier, bedre kendt i e-sportsverdenen som 'Agge', sætter ligeledes spørgsmålstegn ved vurderingen af Christian Eriksen.

»Han er jo nok Danmarks bedste fodboldspiller og har bevist det i mange år. Overordnet set er det den danske rating, jeg er mest skuffet over er så lav,« siger August Rosenmeier.

Vurderingen af Christian Eriksen er dog langtfra den eneste rating, som de to FIFA-spillere mener er helt hen i vejret. Spillernes ratings i FIFA spænder helt fra 47, som den værste spiller i spillet har, til 93, som Messi har – som den højest bedømte aktive spiller. Al-Bacha og Agge har hver især udvalgt nogle danske spillere, som de mener er fejlskud:

  • Andreas Christensen, Chelsea, 80 rated.

»En, jeg synes er lige så chokerende som Eriksen, er AC. Han har fået 80. Det synes jeg er fuldstændig forrykt, fordi når man har vundet alt, hvad der kan vindes, og har det niveau, som han har, så er det voldsomt,« siger August Rosenmeier.

  • Martin Braithwaite, FC Barcelona, 77 rated.

»Han har jo fået et amatørkort. Han spiller for Barcelona, og samtidig har han gjort det godt til EM. Jeg synes, at det er lidt sjovt. Folk, der siger, at han ikke er god nok til landsholdet, er folk, der ikke har forstand på fodbold,« siger Al-Bacha.

  • Joakim Mæhle, Atalanta, 77 rated.

»Jeg forstår ikke noget af det. Han var trods alt en af slutrundens bedste backs, og han gør det stadig fortrinligt. Der er andre spillere, der er højere rated, hvor jeg bare tænker, at Mæhle er ti gange bedre,« siger Al-Bacha.

  • Rasmus Højlund, FC København. 55 rated.

»En angriber som Rasmus Højlund har en rating på 55. Det er jeg lidt overrasket over, da der er angribere i Silkeborg og Viborg, der er på 65. Nu er han karakteriseret som en af de dårligste spillere i hele spillet og Superligaen, og det synes jeg ikke er helt retvisende,« siger August Rosenmeier.

Mohamad Al-Bacha i den blå trøje.
Mohamad Al-Bacha i den blå trøje. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Dertil har 'Agge' og Al-Bacha også udpeget Mikkel Damsgaard, Christian Nørgaard, Victor Kristiansen og Andreas Skov Olsen som spillere, der er vurderet helt forkert. 'Agge' fortæller, at han tror, at de sløje danske ratings har noget at gøre med den manglende opmærksomhed, der internationalt er på dansk fodbold. En betragtning, som Al-Bacha er enig i.

»Jeg tror, at det handler meget om vores image. Vi er ikke en særlig stor nationalitet, og jeg tror, at det handler meget om image, og hvor kendt man er. Der er Danmark desværre ikke i toppen,« siger han.

Og begge FIFA-spillere tror da også, at diverse ratings er helt bevidste fra EAs side.

»Jeg tror sagtens, at der kan være pr-stunt i noget af det. For sådan en spiller som Pepe, der er 38 år, han har fået 80 i hurtighed. Sådan en som Rüdiger, der løber 35 kilometer i timen, han har 75. Der kan man godt se, at der er et eller andet, der er helt ved siden af,« siger Mohamad Al-Bacha.

I 2014 modtog August Rosenmeier VM-titlen fra Ronaldo.
I 2014 modtog August Rosenmeier VM-titlen fra Ronaldo. Foto: TASSO MARCELO
Vis mere

De sløje danske ratings er dog ikke i vejen for, at de to tidligere verdensmestre stadig spiller spillet. Al-Bacha stiller op for Team Singularity, imens August Rosenmeier spiller for Astralis.

'Agge' vandt i 2014 det officielle verdensmesterskab i FIFA. I 2016 gjorde Al-Bacha ham kunsten efter. FIFA 22 kom på gaderne 1. oktober.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra EA om de danske ratings, men uden held.