På det seneste har Nicklas Bendters karriere handlet om alt andet end fodbold.
Den kulørte angriber er ude i kulden i klubben Rosenborg, hvor han ikke engang er med i kamptruppen, når den norske klub spiller kampe.
Han har endda fået lov til at forlade klubben ganske gratis, selvom han stadig har kontrakt indtil årsskiftet. Men nu ser det ud til, at Bendtners CV snart bliver pyntet med følgende linje: Medstifter af Benphy Hats.
Det fremgår af både hans og kæresten Philine Roepstorffs Instagram-profiler, der begge er prydet med linjen 'Co-founder of @benphyhats.' Og mon ikke, at navnet er en sammensætning af forkortelser af 'Bendtner' og 'Philine'.
Indtil videre er Benphy Hats' Instagramside fortsat sparsom med sine oplysninger. I skrivende stund er der opsat to billeder, som består af ni opslag hver. Det ene af en mand iført en hat, og det andet af en kvinde med en stor solhat, der minder om en sombrero.
Begge opslag bærer teksten 'BENPHY'. Derudover er Nicklas Bendtner iført en sort hat på et billede, der er postet på hans Instagram-profil, og her er @benphyhats tagget.
Benphy Hats kommer, ifølge beskrivelsen på Instagram-siden, til at fremstille hatte og hår-artikler. Til gengæld skal man formentlig væbne sig med lidt tålmodighed, inden man kan erhverve sig en Benphy-hat.
Virksomheden går nemlig først i luften i oktober i år. Hvad planen præcist skal være med virksomheden, og hvilke slags hovedbeklædninger, man kommer til at kunne erhverve sig, er endnu uvist.
B.T. har kontaktet Nicklas Bendtners PR-agent, Linda Gaisie, som ikke har nogen kommentarer til det nystartede firma på nuværende tidspunkt.
På det seneste har Nicklas Bendtner opholdt sig i København, men Rosenborg-angriberens seneste story tyder på, at han er rejst til udlandet torsdag.
Bendtner har ikke trænet med i Rosenborg i flere uger. Klubben har givet op på ham og har på det nærmeste givet ham frit lejde til at passe sig selv, mens Rosenborg og Bendtners agent, Ivan Marko Benes, forsøger at finde en ny klub til Bendtner.
Bendtner, der ikke har tænkt sig at stoppe karrieren, venter nu på, at en klub kommer efter ham. Når den gør det, behøver den 'kun' at have penge med til angriberens løn.