Det er ikke meget fodbold, Nicklas Bendtner spiller i øjeblikket!

Den danske angriber er egentlig stadig ejet af norske Rosenborg, men han løber rundt i København og venter på at komme til en ny klub. Lagt fuldstændig på is af den norske klub.

Men Bendtner gør andet end at løbe rundt i og omkring hovedstaden. Den tidligere landsholdsstjerne har nemlig kastet sin kærlighed på en anden aktivitet. Cykling.

Det er måske lidt af en tilsnigelse at kalde 31-årige Bendtner for 'midaldrende'. Men ser man bort fra alderen, er Bendtner blevet det, der på nydansk kaldes en 'Mamil'. En mand, der cykler på en ret så dyr cykel iklædt stramtsiddende cykeltøj i selskab med andre mænd i samme outfit.

Sommeren igennem har Bendtner postet flere stories og billeder på Instagram, hvor han cykler eller poserer med sin flotte cykel. Og det stopper ikke her.

Bendtner gnider nemlig også dæk med store tidligere cykelryttere.

På et billede, som den tyske journalist Lukas Rilke har gravet frem på Instagram, står Nicklas Bendtner midt i København. Ved sin side har han den tidligere CSC-kæledægge Tyler Hamilton.

I starten af 00'erne var Hamilton stjernen på Bjarne Riis' cykelhold, inden han blev taget med labben lidt for langt nede dopingkrukken. Nu hænger Hamilton lidt ud med Nicklas Bendtner.

Cykel-Bendtner, der ikke har spillet en fodboldkamp siden 28. april, er lige nu på jagt efter en ny arbejdsgiver.

Den italienske Serie C-klub Reggina har øjensynligt meldt sig på banen, og Bendtners sportsdirektør i Rosenborg fortæller da også, at der er en form interesse for Bendtner, som ellers har været alt andet end populær på markedet.

»Jeg snakkede med ham i går, og vi arbejder godt sammen. Lige nu undersøger han en del muligheder, som han har,« har Stig Inge Bjørnebye sagt til norske Nettavisen.

Bendtner får formentlig lov at forlade Rosenborg på en fri transfer, hvis ikke han får ophævet sin kontrakt i den norske mesterklub.