Nicolai Jørgensen ramt af traume: 'Jeg forstod ikke, jeg skulle have hjælp'

Han siger det selv i telefonen.

»Det spark kunne jo kun gå to veje. Enten gik den ind, og så havde jeg gjort alle danskere glade, eller også ville jeg brænde det, og så var alting sort.«

Scenen var VM 2018, der sad flere end 40.000 mennesker på det fyldte stadion i Rusland og millioner af tv-seere ude i stuerne og på pladserne i sommerlandskaberne. Med kun én ting for øje – hans og Danmarks sidste spark i straffesparkskonkurrencen i ottendedelsfinalen.

»Oppe i hovedet havde jeg allerede forestillet mig, at der ville blive mål,« siger Nicolai Jørgensen og tager os ind i hovedet på sig selv inden den seneste berøring, en dansk A-landsholdsspiller for herrer har haft ved en slutrunde.

»Jeg sparker altid som femmer, så i situationen tænkte jeg slet ikke på pres, før jeg stod der. Så jeg tænkte bare, at jeg gjorde, hvad jeg plejer at gøre i Feyenoord, hvor jeg også sparker som nummer fem.«

»Det var kun, da jeg gik op til bolden, at trykket begyndte at ramme mig. Man kan slet ikke sammenligne det med noget andet. Selvfølgelig, hvis jeg prøvede det igen, ville jeg være meget mere chill omkring det, og så ville jeg have nerverne meget mere i ro, så jeg skulle bare have gjort det, jeg gør normalt, og smasket den over i det andet hjørne.«

Det gjorde han ikke. Først tog han tre hurtige skridt, så bremsede han op for at se på et udfald fra målmand Danijel Subasic, og da det ikke kom, sparkede han svagt på mål, lidt til venstre for Kroatiens keeper. Og så måtte ansigtet lægges i de foldede hænder.

Få sekunder efter bookede Ivan Rakitic modstandernes plads i kvartfinalen, mens Nicolai Jørgensen ene mand fik rollen som dansk skurk. Efter samme straffesparkskonkurrence, hvor også Christian Eriksen og Lasse Schöne brændte deres forsøg.

Enkelte danskere fik så lidt ilt til hjernen, at de sendte ham svinere og dødstrusler, der var langt over stregen, og som DBU politianmeldte.

Den danske landsholdsangriber, der op til VM for tre år siden var klart førstevalg i angrebet, ser dem dog ikke.

»Jeg fik et opkald fra politiet, to dage efter jeg kom hjem fra Rusland. Jeg lå i min seng og skulle til USA på ferie, og der ringede de til mig og fortalte, at DBU havde politianmeldt nogle omkring det, de havde skrevet på sociale medier. Jeg havde ikke selv set det.«

»Jeg sagde egentlig til politiet, at jeg ikke ville have noget med det at gøre, og jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg tror, at nogle af dem fik en plet på deres straffeattest, men det er kun noget, jeg har læst. Selvfølgelig skal man ikke gå over stregen,« lyder det fra Nicolai Jørgensen, der på det tidspunkt ikke orkede mere og allerede var ved at blive slugt op af det mylder af negative tanker, som det berømte straffespark satte gang i.

De mange journalister på stadionet Nizjnij Novgorod blev verfet væk med ordene »jeg gider ikke i dag«, og så overtog nedturen for Nicolai Jørgensen, som for første gang nu også fortæller, hvordan han i sin iver efter at præstere i den rød-hvide dragt gik så langt, at han ignorerede et begyndende træthedsbrud i foden fra den anden gruppekamp ved VM.

»Jeg snakker ikke med nogen medier, og jeg går ikke på de sociale medier, heller ikke efter kampen mod Kroatien, for det gav et eller andet traume i kroppen, at min drengedrøm blev knust. Samtidig brækkede jeg en knogle i foden et par dage efter Australien-kampen, hvor jeg fandt ud af, at jeg havde et træthedsbrud i min højre fod. Det var egentlig det, der satte sig mest. Jeg blev skiftet ind mod Kroatien og gjorde det også skidegodt, så foden var ikke nogen undskyldning overhovedet, det var bare det straffespark, der var noget lort,« siger han og tilføjer:

»Men VM var en fed oplevelse, og selvfølgelig ville jeg bytte det, hvis jeg kunne have scoret, men som menneske lærer man fandeme af modgang, og man skal ikke undervurdere det. Det er virkelig hårdt at komme igennem, hvis man ikke er forberedt på det. Da jeg kom tilbage til Feyenoord, var der transfersnak, om jeg skulle væk eller blive, så jeg sagde, at det ville være svært for mig at gå til et lægetjek, for jeg kunne ikke løbe, og jeg kunne dårligt nok tage sko på. Efter min ferie var jeg så ude i tre-fire måneder,« bemærker Nicolai Jørgensen, som i transfervinduet om vinteren i VM-året var det varmeste danske navn på markedet.

Det brændte straffespark var således blot kulminationen på flere skuffelser.

Et halvt år forinden det famøse spark i slutrunden kunne han se sig selv være på vej mod den helt store stjernehimmel, da Premier League-klubben Newcastle ville gøre ham til Danmarks dyreste spiller med bud på over 150 millioner kroner.

Nicolai Jørgensen havde gennem lang tid, først som stor profil for FC København i Superligaen og Champions League, været overbevisende, og i sin første sæson i Æresdivisionen i 2016-1017 brændte han Holland af som topscorer med 21 mål og 14 assister i 32 kampe.

»Da jeg tog til Feyenoord, hed historien, at jeg skulle være der i to år, og hvis de kunne sælge mig for otte millioner euro, ville det have været en succes, og så kommer de her bud fra Newcastle på helt op mod 21 millioner euro. I det samme vindue kom Robin van Persie hjem til Feyenoord, og jeg havde gjort det sindssygt godt, så jeg syntes, at det var mærkeligt, at de ikke ville sælge mig, når de henter sådan en profil hjem.«

»Jeg vidste jo godt, at det ikke ville gavne mig. Jo, til træning, men det er jo aldrig godt at have så meget konkurrence, for han var jo stadig sindssygt dygtig,« siger Nicolai Jørgensen, der kort efter det mislykkede skifte mistede sin startplads i Feyenoord, hvilket kun gjorde det endnu sværere at forstå, hvorfor Newcastles bud så blev afvist.

»Jeg er meget stille og rolig som type, så det var ikke, fordi jeg gik fuldstændig amok. Jeg var irriteret over den måde, som Feyenoord behandlede sagen, og alt skulle i medierne hele tiden og alt sådan noget. Medierne vidste alt, inden jeg selv vidste noget. Jeg havde sagt, at jeg ikke ville vide noget, før der var noget konkret, og det var da meget sjovt at se, da Feyenoord sendte buddene til mig, og jeg kunne se, at de ikke løj for mig.«

»Man bliver jo stolt ad helvedes til, for jeg er ikke jo andet end en dreng fra Ballerup, så det var mega stort, men jeg var mere irriteret over måden, det blev håndteret på. Jeg røg på bænken efterfølgende, og jeg syntes ikke, det var fair over for mig, når de ikke ville sælge mig. Så det blev jeg lidt skuffet over,« forklarer han og fortæller, at der har været stor rift om ham, da han knaldede målene ind efter behag.

»Jeg ved ikke, hvorfor det kun lige var Newcastle, der blev skrevet om. Der har været mange flere bud. Jeg har også haft mulighed for at tage til de store tyrkiske klubber, og det er noget, jeg sindssygt gerne ville prøve. Jeg var også tæt på Galatasaray og for mange år siden også Fenerbahce, som jo bare er to sindssygt fede steder. Jeg har også været i snak med et par spanske klubber, som jeg også virkelig gerne ville prøve at spille i, men der var ikke rigtig nogen muligheder for at komme afsted, så jeg har da tænkt meget over, hvad der egentlig kunne være sket. Der er så mange ting, der kunne have ændret sig og været anderledes,« påpeger Feyenoords nummer ni.

Historien er nemlig, at Nicolai Jørgensen i dag er et helt andet sted end for tre år siden. Væk er landsholdspladsen, væk er rekordbud fra Premier League og andre meget større klubber end Feyenoord.

Nicolai Jørgensen forsøger ikke at skjule sig bag de mange skader, der ellers også er en del af den fortælling.

»Jeg tror ikke, at det egentlig har noget med privatlivet at gøre overhovedet. Jeg tror ikke, jeg var forberedt på, hvor meget det brændte straffespark ville sætte sig i min krop. Jeg tror klart, at det er det, der har gjort det største udfald for mig i forhold til fodbold. Jeg har måske været stresset over, at det var så stort et slag for mig,« erkender han ærligt.

»Man kan ikke give skylden på noget som så. Selv efter straffesparket kom jeg tilbage og gjorde det godt i perioder. Jeg scorede nogle sindssyge mål mod PSV, og jeg scorede mod Wales på landsholdet, så der var de her opture, der gjorde, at jeg ikke rigtig forstod, at jeg skulle have noget mere hjælp udefra til den mentale side,« siger manden med opvæksten i Storkøbenhavn.

»Jeg er også vokset op med, at hvis man har problemer, så må man deale med dem, og der er ikke så meget at pibe over. Det er, som det er. Og selvfølgelig har min mor og far altid været der 100 procent for mig, men samtidig har jeg altid set op til de store drenge, som altid har dealet med deres egne ting og kørt videre i fuld speed, fra jeg var helt lille. Så jeg har aldrig rigtig tænkt over, at jeg skulle tale med folk om mine problemer og udfordringer. Det er jeg meget bevidst om nu,« forklarer Nicolai Jørgensen, der også kan trække erfaring om den slags fra sin barndom.

»Jeg arbejder på at være komfortabel med, hvad jeg gør, og alle laver fejl. Jeg har altid været hård ved mig selv og krævet langt mere end alle andre. Det er også derfor, at jeg er nået til, hvor jeg er, for jeg har virkelig måttet kæmpe for det. Jeg måtte virkelig arbejde fra at være nede at spille for andet- og tredjeholdet til næsten at stoppe, fordi jeg ikke var i nærheden af noget, da jeg var 15-16 år. Der var 500 danskere foran mig i køen til at blive professionelle, så jeg skulle holde modet oppe og klø på.«

»Det er nok også derfor, at jeg altid tænker, det gør jeg bare igen, så må jeg bare arbejde endnu hårdere. Så finder jeg på nye ting. Så må jeg tabe mig fem kilo, så må jeg bare mere ned i gym og træne tre gange om dagen. Så finder man bare ud af, at det jo ikke er det. Du har det talent, du nu engang har, men hvis du ikke mentalt er ovenpå, så er det pisse lige meget.«

Samme mentalitet og tankegang bruger han i jagten på at komme tilbage på det danske landshold, som han debuterede for i 2011 og har optrådt for 39 gange med ni mål til følge.

For selvom seneste landskamp ligger to år tilbage for Nicolai Jørgensen, og han endnu ikke har været udtaget af landstræner Kasper Hjulmand, er ambitionen om et comeback på sit allerhøjeste.

»Jeg talte med Kasper Hjulmand i september, inden sæsonen skulle starte. Der var jeg stadig inde i planerne, men grundet dette år skal jeg slutte godt af, hvis jeg overhovedet skal være en mulighed,« siger han her i slutningen af en sæson, som er ved at slutte bedre af end forventet.

Efter seneste transfervindue i vinter, hvor han igen var på vej væk fra Feyenoord i en fælles forståelse, men hvor det ikke skete alligevel, har klubben satset på andre mere fremtidssikre løsninger i angrebet, men i de sidste fem kampe har danskeren pludselig igen været foretrukket af træner Dick Advocaat og har kvitteret med to mål – senest åbningsmålet i sejren over Waalwijk søndag.

Det var hans mål nummer fem i denne sæson i Æresdivisionen.

Nu venter den sidste kamp i playoff om Conference League-deltagelse for Feyenoord, og Nicolai Jørgensen håber at slutte så godt af, at han kan snige sig med ind i en forstørret EM-trup på 26 mand hos landstræner Kasper Hjulmand.

»Det er altid en kæmpe ære at spille for landsholdet. Det kunne være kæmpe stort at komme med til EM på hjemmebane. I januar bragede jeg lidt igennem med to mål, og så håbede jeg, at jeg kunne fortsætte med det, for så ville jeg nok have været med i marts. Men så valgte træneren hernede så at bænke mig uden grund, så jeg tror bare, at det er derfor, at jeg ikke kom med, og det er jo også fint nok.«

»Man kan sige, at min fordel nok er, at jeg har været med i så mange år, at jeg ved, hvad det drejer sig om, og hvad det kræver at gå ind og præstere som en finale hver gang. Men ja, nu må vi se, hvad der sker. Jeg prøver at gå ind og gøre mit bedste, og hvis jeg overhovedet er inde i overvejelserne, vil det være super fedt,« pointerer Nicolai Jørgensen.

»Men ja, jeg kan da godt følge dig i, at det er lidt underligt, at jeg pludselig har været væk i så lang tid efter at have været med fast i snart ti år på landsholdet. Jeg savner helt sindssygt meget at være med. Selvfølgelig har jeg også haft nogle grimme skader, som har holdt mig ude i noget tid, og jeg har også kæmpet for at komme tilbage, men lige nu ser mine chancer ikke så store ud. Hvis jeg slutter godt af, og der kommer en lidt større trup med, så kunne jeg måske godt komme med. Om ikke andet for at bringe lidt erfaring til mange af de nye unge, der er med.«

Landstræner Kasper Hjulmand udtager sin EM-trup tirsdag. Det kan gå to veje for Nicolai Jørgensen.