Titlen som alenefar er nok ikke lige dét, som særligt mange forbinder med et liv som professionel fodboldspiller.

Men ikke desto mindre er det realiteten for den 27-årige FC København-spiller Nicolai Boilesen.

I 2016 blev han far til datteren Nala, men efter et brud med moren deler de nu forældreskabet.

»Når mor og far ikke er sammen, så kræver det en masse planlægning og rigtig god kommunikation for at få det til at fungere. Og det fungerer, men det er ikke altid en dans på roser,« lyder det fra Nicolai Boilesen, da B.T. møder ham på FCK's træningsanlæg.

Nicolai Boilesen i FCK-trøjen.
Nicolai Boilesen i FCK-trøjen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han knokler i øjeblikket i træningslokalet for at blive klar til forårsæsonen efter den alvorlige korsbåndsskade, han pådrog sig på en træningslejr i sommer.

Men det er ikke kun, når han møder ind på 10'eren, som FCK-spillerne kalder træningsanlægget på Frederiksberg, at det i øjeblikket er en udfordring for ham.

»Hvis man skulle male et perfekt billede for sit barn, så ville man jo male det med mor og far sammen, men realiteten er bare en anden, og det må vi få det bedste ud af,« fortæller venstrebacken og tilføjer:

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det var nemt. Selvfølgelig er det hårdt, men det er også meget givende, for jeg har fået et endnu tættere bånd til Nala.«

2. juli blev Nicolai Boilesen liggende i græsset under en træningskamp i Østrig. Korsbåndet var røget.

»Jeg har aldrig haft en knæskade, men den smerte, jeg fik i det øjeblik, og det knæk, jeg kunne høre, gjorde, at jeg godt vidste, den var helt gal,« forklarer han.

Det bekræftede en scanning også dagen derpå.

Han kunne se frem til en genoptræning i otte-ni måneder, og her halvvejs inde i forløbet er det stadig mentalt hårdt for ham. Men han er nødt til at parkere frustrationen og utålmodigheden på træningsanlægget:

Der er stadig lang vej for Nicolai Boilesen, inden han kan få comeback på FCK-holdet.
Der er stadig lang vej for Nicolai Boilesen, inden han kan få comeback på FCK-holdet. Foto: REGIS DUVIGNAU
Vis mere

»Det er nogle lange dage herude en gang imellem, men jeg er bare nødt til at lægge det fra mig, når jeg kommer hjem, fordi jeg gerne vil have kvalitetstid sammen med min datter.«

Skaden kom på et tidspunkt, hvor FC København skulle til at forsvare et dansk mesterskab og forsøge at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet, og det var et hårdt slag for den tidligere Ajax-anfører, som dog finder trøst i sin datters selskab:

»Det er nemmere for mig at håndtere min skade, når jeg har så meget tid sammen med hende. Når jeg kommer hjem, glemmer jeg alt andet, fordi jeg kun fokuserer på hende.«

Kalenderen er i øjeblikket ikke fyldt med kampe og rejsedage i weekenderne, og selv om Nicolai Boilesen selvfølgelig gerne ville have været skaden foruden, ser han alligevel en fordel i den:

»Bare det at kunne holde søndagen fri sammen. Det er noget, jeg ikke tænker så meget over, når jeg ikke er skadet. Jeg tænker meget over, at når jeg er alene med hende i hverdagen, så skal jeg virkelig bare være der for hende.«

Alt imens snakken går, er det tydeligt, at det er et emne, der rører noget dybt i ham.

»Det er altid svært for mig, når jeg ikke har hende. Jeg vil altid gerne være sammen med hende, og jeg savner hende, når hun er hos sin mor,« fortæller han og uddyber:

»Bare det at aflevere hende i daginstitutionen og være til træning medfører et savn.«

Under FCK's mesterskabsfejring i sidste sæson. Fra venstre: Denis Vavro, Nicolai Boilesen, Pierre Bengtsson og Dame N'Doye
Under FCK's mesterskabsfejring i sidste sæson. Fra venstre: Denis Vavro, Nicolai Boilesen, Pierre Bengtsson og Dame N'Doye Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I december sidste år forlængede Nicolai Boilesen sin kontrakt med FC København, så den løber til sommeren 2023.

Ud over glæden ved den daglige gang i klubben og byen spillede datteren, som fik en svær start på livet, også en kæmpe rolle i beslutningen om at forlænge.

»Jeg syntes, min datter var for lille til, at jeg kunne få mig selv til at rejse væk fra hende. Det er jeg ikke bange for at sige,« fortæller han.

Det er dog vigtigt for ham at understrege, at et nyt udlandseventyr ikke er helt udelukket.

»Efter jeg har valgt at få et barn, så skal der godt nok meget til, før jeg vælger at sige: 'Det her, det gør jeg',« forklarer Nicolai Boilesen og tilføjer:

»Jeg kommer heller ikke til at skifte til et sted, hvor man skal med tre forskellige fly for at komme frem. Det kommer ikke til at ske.«

Selvom udlandets lukrative lønninger lokker mange fodboldspillere, så er det ikke noget, der betyder noget for Nicolai Boilesen.

»Selvfølgelig kan jeg tjene flere penge og alt det der, men det er sgu ikke det værd for mig i sidste ende,« siger han.

Andre læser også