Normalt er han et stort smil det meste af tiden.

For FCK-stjernen Nicolai Boilesen gør ofte, hvad han kan, for at vende tingene til noget positivt. Men i særligt én periode i hans liv var det mere end svært.

Det fortæller han i fodboldprogrammet 'Sat Af'. Vi skal skrue tiden knap tre år tilbage til efteråret 2016. Her var han netop kommet til FCK, men det var sparsomt med spilletid.

Nicolai Boilesen blev nemlig far til datteren Nala. Noget, han selv kalder 'den største gave, man overhovedet kan få'. Men starten på livet var langtfra nemt for den lille ny.

Hun blev født for tidligt, og det påvirkede fodboldspilleren meget i månederne efter, hun kom til verden.

»Det gjorde, der var en periode der, der var rigtig seriøs. Det var rigtig svært at finde positive ting frem i hverdagen på det tidspunkt, fordi det var en rigtig hård tid, og det var en periode, hvor man følte, man var magtesløs, fordi man ikke rigtig selv kunne stille noget op. Det var lægerne og så hende selv, der skulle kæmpe for det, mens vi bare kunne stå tilbage og være der,« siger Nicolai Boilesen.

Han har tidligere fortalt, hvordan han sov tre måneder på hospitalet med sin kæreste, da datteren kom til verden.

»Jeg kunne træne, men fodbold var ikke min prioritet på det tidspunkt,« sagde Nicolai Boilesen dengang.

I dag tøver han ikke med at kalde den tid for den hårdeste periode i hans liv. Det betød også, at det sad i ham i lang tid.

»Der skulle jeg lige vænne min hjerne til igen lige at prøve at finde den glade og positive Nicolai frem, som måske havde været gemt på grund af angst for, at der skulle ske noget med ens datter. Der var en masse ting i den periode, der gjorde, at 'den Nicolai' ikke rigtig var synlig et stykke tid, og den havde jeg svært ved at slippe.«

»Jeg havde svært ved at slippe den seriøsitet, fordi alt på det tidspunkt handlede om liv eller død i en periode, og så følte jeg, det tog mig lidt for lang tid at komme tilbage til hverdagen,« fortæller Nicolai Boilesen, der i dag er fast mand på Ståle Solbakkens FCK-mandskab.

Og selvom det var en hård periode, han måtte igennem, har han også lært meget.

»Man lærer, hvad der egentlig betyder noget i sidste ende. Det er fedt at have fede sko, det er sjovt at køre i en god bil, det er godt at have penge på kontoen og sådan noget, men i sidste ende er det allervigtigste, at dem, man elsker og holder af, er sunde og raske,« siger FCK-profilen i 'Sat Af'.