Nicolai Boilesen regner ikke med at blive en del af Åge Hareides trup til EM på hjemmebane.
»Sandsynligheden for, at jeg kommer med til EM, er 0,01 procent.«
Så klart beskriver han selv sine chancer for at blive en del af det hold, der skal forsvare Danmarks farver ved slutrunden.
På grund af en alvorlig korsbåndsskade har han ikke været i kamp for FC København i denne sæson, men det er dog ikke det, der får hovedpersonen til at opgive drømmen om EM.

»Jeg kan godt nå at være i kampform inden EM, men med al respekt, jeg tror ikke, Åge (Hareide, red.) synes, jeg er førstevalget,« fortæller han til B.T.
Boilesen har kun været en del af landsholdet ganske få gange med Åge Hareide ved roret, og det er FCK-backen helt afklaret med:
»Det er jo fair nok. De har ikke tabt i lang tid.«
På trods af et forventet comeback i foråret vil han ikke give sig selv falske forhåbninger.

»At få lov til at repræsentere sit land er stadigvæk det ultimative, man kan opnå, men jeg er også realistisk og må bare se kendsgerningerne i øjnene,« lyder det fra Boilesen.
Men skulle der alligevel ligge en EM-deltagelse for venstrebackens fødder, så tager han den selvfølgelig.
»Jeg vil da gerne blive glædeligt overrasket, og sker det, så sker det, men sker det ikke, så er det bare sådan, det er,« fortæller han.
Nicolai Boilesen har spillet 17 landskampe og scoret et enkelt mål.

