Ordene Nicki Bille og skandale er blevet kædet sammen mere end blot en enkelt gang i løbet af fodboldspillerens karriere.

Senest er den 30-årige danske fodboldspiller ifølge franske medier blevet idømt en måneds ubetinget fængsel for vold og usædelig opførsel i Monacos gader. En hændelse, som Nicki Billes agent heller ikke er helt tilfreds med, hvis den er sand.

Og det er altså blot det seneste eksempel på episoder for Nicki Bille, der har været involveret i flere lignende sager tidligere i karrieren.

En af fodboldspillerens tidligere trænere er Keld Bordinggaard, der var cheftræner for det danske U21-landshold fra 2006 til 2011. Han ærgrer sig over, hvordan Nicki Billes karriere har udviklet sig.

»Han har altid sloges med dæmoner. Og det ser desværre ikke ud til, at han har fået styr på dem, hvis den historie står til troende. Det er jeg ked af at se,« fortæller Keld Bordinggaard til B.T, der dog ikke har yderligere kommentarer, da det er mange år siden, han sidst har haft noget med spilleren at gøre.

Nicki Bille får her instrukser for sin træner på U21-landsholdet Keld Bordinggaard.
Nicki Bille får her instrukser for sin træner på U21-landsholdet Keld Bordinggaard. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I samme periode, hvor Nicki Bille optrådte på U21-landsholdet, var han også på holdet i FC Nordsjælland. Her havde han Morten Wieghorst som cheftræner. Han kan ikke selv helt genkende Bordinggaards udlægning, men medgiver, at Nicki Bille bestemt ikke var som alle andre.

»Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det dæmoner, men han var da ikke mainstream. Det var han ikke. Og det handler jo også om den bagage, som vi allesammen kommer med. Og der havde Nicki måske en lidt anden baggrund end de fleste andre,« siger Morten Wieghorst til B.T.

Aabs træner Morten Wieghorst var cheftræner i FC Nordsjælland fra 2006 til 2011.
Aabs træner Morten Wieghorst var cheftræner i FC Nordsjælland fra 2006 til 2011. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Nicki Bille nåede at spille i FC Nordsjælland fra 2008 til 2010, og Morten Wieghorst fortæller også her om en spiller, der gik med visse problemer i sin tid i Superliga-klubben.

»Han var en spiller, der var hård og havde kant. Og temperament. Det behøver der ikke være noget dårligt i, men når han var hos os til daglig under træning og kamp, så var der ingen problemer overhovedet,« siger han og fortsætter.

»Det har måske mere været uden for banen, hvor der af den ene eller anden årsag har været nogle problemer for Nicki. Men som fodboldspiller var han altid på og ville vinde, og som menneske - af det jeg kendte til ham - var han også en god person,« fortæller Wieghorst, der i dag er cheftræner i AaB.

Nicki Bille begyndte sin profesionelle karriere i Frem tilbage i 2005. Han har siden optrådt for hele 12 andre klubber.

I januar skiftede han fra polske Lech Poznan til den græske klub Panionios. Her har han indtil videre spillet 26 kampe og scoret tre mål.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Nicki Billes klub, Panionios, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Herunder kan du se læse om Nicki Billes tidligere skandalesager: