Den danske fodboldspiller Nicki Bille er ifølge franske medier blevet idømt en måneds ubetinget fængsel for vold og usædelig opførsel i Monaco.

B.T. har været i kontakt med den danske fodboldspillers agent, Nikola Juric, der på nuværende tidspunkt hverken kan få bekræftet eller afkræftet historien.

»Jeg aner intet lige nu. Hvis det er sandt, så tager jeg på det kraftigste afstand fra sådan noget svineri. Ellers har jeg ingen yderligere kommentarer,« fortæller Nicki Billes agent, Nikola Juric, til B.T.

Det er det franske nyhedsbureau AFP, der ifølge TV2 Sport skriver, at den 30-årige fodboldspiller, der til dagligt spiller for den græske klub Panionios, torsdag blev anholdt af politiet i Monaco.

Ifølge det monegaskiske medie Monaco-Martin skulle Nicki Bille have slået en kvinde, som forsøgte at stoppe ham, da han tog kvælertag på en dansk veninde foran en bar.

Nicki Bille har udover et hav af udenlandske klubber også spillet i Superligaen. Senest var i 2015, hvor han spillede for Esbjerg.
Nicki Bille har udover et hav af udenlandske klubber også spillet i Superligaen. Senest var i 2015, hvor han spillede for Esbjerg. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Tidligere samme aften var Bille blevet tilbageholdt af politiet i Monaco for at være i besiddelse af kokain. Her skulle der også være fundet billeder på hans telefon af blandt andet sexscener samt en videooptagelse af et blowjob på en boulevard i fyrstendømmet. Noget som anklageren i retten kaldte 'upassende'.

I retten skulle den danske fodboldspiller have forklaret, at han havde været fuld.

»Det er ikke til at forestille sig, at jeg kunne have opført mig sådan, men jeg sætter ikke spørgsmål ved offerets udtalelser. Jeg er parat til at kompensere hende,« fortalte Nicki Bille ifølge AFP.

Nicki Bille har spillet tre landskampe for det danske landshold og scoret et enkelt mål.

I øjeblikket optræder han for den græske klub Panionios, som han skiftede til i januar. Her har han spillet 26 kampe og scoret tre mål.

B.T. har været i kontakt med Nicki Billes agent, der fortæller, at hverken han, Nicki Billes forældre eller andre i baglandet har kunnet komme i kontakt med ham.