Hun havde hele Danmarks opbakning. Hun var en rollemodel for utallige danskere. Og hun blev endda kåret som 'Årets Dansker' i 2017.

Men ét valg har på kort tid væltet det hele for den danske fodboldspiller Nadia Nadim.

Ét valg om at blive ambassadør for VM-slutrunden i Qatar har nemlig gjort, at hun lige nu er én af landets mest udskældte personer.

»Hun skylder os at give nogle svar på, hvorfor hun har gjort det, og hvorfor det er vigtigt for hende,« lyder det prompte fra Stanis Elsborg.

Nadia Nadim blev kåret som 'Årets Dansker' i 2017 af Berlingske.
Nadia Nadim blev kåret som 'Årets Dansker' i 2017 af Berlingske. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Han er senioranalytiker i Play The Game, der er en organisation, som arbejder for at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt.

Og ligesom alle andre har han de seneste uger kunnet se en række af organisationer, forbund, holdkammerater og foreninger, der har med Nadia Nadim at gøre, valgt at klappe fuldstændig i omkring hendes ambassadørrolle i Qatar.

Lige bortset fra Dansk Flygtningehjælp, hvor hun netop er blevet droppet som ambassadør.

Alt imens kritiserer adskillige danske fodboldfans Nadims beslutning om at promovere VM-slutrunden i et land, som har store problemer med at overholde menneskerettigheder.

En beslutning, der har sendt hende direkte ud i sit livs største shitstorm.

»Det er jo ret vildt, at hun går fra at være en kæmpe rollemodel til at ende her. Men det virker, som om hun er bevidst om at give afkald på nogle værdier og tage en shitstorm, fordi money talks,« siger Simon Bastiansen, der er brandingekspert og sponsorrådgiver i dentsu X.

Her lyder det ligeledes, at Nadia Nadim, der førhen var hende, som alle sværmede om, nu er hende, som ikke ret mange danske virksomheder vil røre ved.

»Jeg har svært ved at se, at der lige nu er nogle danske brands, der vil have ret meget med hende at gøre. Hun har brændt nogle broer. Det er der ingen tvivl om,« siger han og tilføjer:

Nadia Nadim har spillet 99 kampe på det danske landshold.
Nadia Nadim har spillet 99 kampe på det danske landshold. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg vil i hvert fald nødigt være manager for hende i forhold til at finde personlige sponsorater i Danmark den kommende tid.«

Sponsorater har hun stadig dog nok af.

Det viser en hurtig gennemgang af danskerens Instagram-profil, hvor gigantiske brands som Nike, Dior, Hugo Boss og Visa stadig har Nadia Nadim som trækplaster, mens danske fodboldfans raser over, at hun for længst har vendt Danmark ryggen.

Og det er der en helt særlig årsag til, mener Stanis Elsborg:

»Det er stort set kun i vores del af verden, at sådan en beslutning for alvor får den modvind, som den gør. For kigger man på de her sportsstjerner som David Beckham og Nadia Nadim, så får de faktisk rigtig meget goodwill med på vejen ude i verden, når de gør det her.«

Af samme årsag kommunikerer den danske fodboldspiller da også udelukkende på engelsk via sine sociale medier, hvor de sportslige vinkler kan stjæle al opmærksomheden.

»Her får de positiv opbakning og er med til at skabe en særlig fortælling om eksempelvis VM for mange unge mennesker, og så er der bare ikke i nærheden af samme kritik i de internationale medier, som vi oplever herhjemme,« siger Stanis Elsborg.

B.T. har i flere uger forsøgt at få en kommentar fra Nadim-lejren, men danskerens agent, Michael Kallbäck, oplyser, at Nadia Nadim ikke ønsker at stille op til interview.