Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Muren af tavshed er bygget op efter Nadia Nadims nye rolle som bannerfører for VM i Qatar.

Hvad har herrelandstræner Kasper Hjulmand, UNESCO, kulturminister Ane Halsboe Jørgensen, DBU-formand Jesper Møller, kommunikationschef Jakob Høyer og direktør Jakob Jensen til fælles med den amerikanske klub Racing Louisville?

De har valgt af hive lynlåsen over munden og undladt at svare på spørgsmål omkring Nadia Nadims bekræftede rolle som ambassadør for VM-slutrunden i Qatar, der afvikles i november og december.

Fodboldirektør Peter Møller udtalte sig onsdag efter flere dages betænkningstid til Ritzau.

»Jeg er super ærgerlig og skuffet over, at hun har sagt ja til den ambassadørrolle. Det modarbejder de ting, DBU har gjort gennem lang tid for at skabe bedre vilkår for migrantarbejderne i Qatar, og alt det, vi står for,« siger Møller, som understreger, at det er hans personlige holdning.

»Det er virkelig et svært emne. Jeg tror meget på dialogen og på at prøve at påvirke tingene. Også i Qatar i stedet for at boykotte og blive væk. Men jeg er meget imod, at man sympatiserer med og promoverer den slutrunde og prøver at bygge den op til noget, den ikke er.«

Også Nadia Nadim og hendes agent, Michael Kallbäck, har snørret sækken til og vil ikke besvare et eneste spørgsmål om hendes bevæggrunde til at gå ind som promoverende faktor for den mest kontroversielle slutrunde til dato, der indtil videre har kostet tusindvis af migrantarbejdere livet.

DBU gik rimelig hurtigt ud med deres første udmelding.

»Det må hun selv stå til ansvar for. Nadia må gøre, hvad hun synes er bedst,« sagde direktør Jakob Jensen til TV 2.

Han pointerede samtidig, at han ville have rådet hende til at lade være med at påtage sig rollen, hvis de to havde talt sammen inden. Det havde de ikke på daværende tidspunkt, og vi ved heller ikke, om det senere er lykkedes at etablere den dialog. For der har været lukket i begge lejre siden 1. april, hvor B.T. var i kontakt med landstrænerne på begge A-landshold.

Tirsdag vendte UNESCO så tilbage på B.T.s henvendelse.

»Tak for din interesse i UNESCO. Vi har ingen interesse i at kommentere sagen, som du omtaler.«

B.T. ville også gerne høre kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen holdning, især fordi hun i februar over for Jyllands-Posten forklarede nærmere om sine opfølgende planer, efter hun havde fået 23 lande til at være med på en erklæring, der skal forhindre store mesterskaber i at blive afholdt i lande, hvor menneskerettighederne syltes.

»Vi skal bruge den erklæring aktivt som platform til at modarbejde sportswashing. Jeg vil bringe erklæringen op i alle de fora, hvor jeg kan komme til det,« lød det dengang.

Men denne lejlighed var altså ikke tiden til at gå i kamp mod Nadims sportswashing.

Kulturministeriet henviste nemlig til DBU.

Andre læser også