Når José Mourinho taler om tv-eksperter, der ikke kan finde ud at være trænere, siger han ikke direkte, at han taler om Paul Scholes og Gary Neville.
Men det gør han.
Den portugisiske manager er flere gange blevet kritiseret af netop de to Manchester United-legender, når de på tv har kommenteret Mourinhos arbejde i Manchester United.
Begge har de selv forsøgt at gå managervejen for relativt kort tid siden - og for begges tilfælde uden succes. Og så står 'The Special One' naturligvis klar med et modsvar.

»I England er der folk med erfaringen til at være der (på tv, red.) - tidligere top-spillere, der er fantastiske på skærmen, de tager til fodboldklubber, og efter to måneder: 'Farvel, lad os smutte, for det er ikke det rigtige for os',« siger José Mourinho til Russia Today.
Portugiserens udtalelse lægger sig også meget op ad de to United-legenders seneste eventyr.
Paul Scholes var tidligere på året manager i League 2-klubben Oldham Athletic. Efter blot 31 dage var den tidligere midtbanestjerne ude af vagten igen.
Gary Neville blev i 2015 cheftræner i spanske Valencia, og det var heller ikke nogen stor succes. Han startede blandt andet med ni ligakampe uden sejr og blev fyret efter knap fire måneder i jobbet.


