Med hænderne bundet på ryggen med strips blev en græsk fodboldspiller tirsdag fundet i sin bil.

Han var døende.

31-årige Nikos Tsoumanis var ved at blive kvalt, da han ved et havneområde i byen Nea Krini blev fundet og efterfølgende hastet til hospitalet. Kort efter afgik han ved døden.

Sagen har efterladt græsk fodbold i chok på grund af det, der umiddelbart ligner en forbrydelse, og politiet er nu i gang med efterforskningen.

Det skriver græske Metrosport, der rapporterer, at det endnu ikke er fastlagt, hvordan han var ved at blive kvalt.

De udelukker dog fortsat ikke muligheden for, at der kan være tale om selvmord.

Det skyldes, at pårørende har oplyst, at Tsoumanis den seneste tid har været nedtrykt, skriver GR Times.

Det er ikke mere end en måned siden, at Tsoumanis skrev kontrakt med klubben Makedonikos Neapolis, der er placeret i den tredjebedste række i Grækenland.

Den 31-årige fodboldspiller var engang en talentfuld venstreback, der spillede i den bedste græske liga, ligesom han også fik kampe på det græske U21-landshold.

Men det lovende talent blev aldrig for alvor forløst, hvorefter han i de senere år spillede i lavere rækker.

I alt blev det til 126 optrædener på klubplan.