Andreas Cornelius har fået en brandvarm start i tyrkiske Trabzonspor. Og det gælder også livet uden for banen.
Landsholdspilleren skiftede denne sommer til Tyrkiet, hvor han senest i september har banket tre ligakasser ind i netmaskerne, og det har gjort ham til en populær skikkelse.
For det passionerede tyrkiske fodboldfolk er vilde med danskeren, og nu kan den danske bomber ikke gå i fred, når han stryger ned ad hovedgaden i byen Trabzon på jagt efter dagligvarer.
»Det er sgu egentligt meget sjovt indtil videre. Alle er kæmpe fans dernede. Jeg kan ikke rigtigt bevæge mig rundt i byen, uden der står en kæmpe kø af mennesker, der vil have billeder. Det er på et vildere niveau, end jeg har været vant til,« siger han og fortsætter:

»Alle er jo søde og rare, så det er intet problem, men det gør, at man lige overvejer en ekstra gang, om man skal ned og handle, eller om man skal ned i byen. Nogle gange orker man det ikke,« griner Cornelius.
Han fik allerede kærligheden at føle, da rygterne om et skifte fra italienske Parma begyndte at florere. Ja, faktisk har hans venner, kammerater og følgere på de sociale medier også mærket lidt til den tyrkiske passion.
»Jeg er blevet bombarderet på de sociale medier. Og alle andre, jeg følger på sociale medier, er også blevet bombarderet med tyrkiske fans, der både skriver til dem og liker deres billeder. Det er lidt voldsomt. De har fået en masse tyrkiske følgere også,« lyder det fra danskeren, der også blev modtaget af vilde fans i lufthavnen, da han skiftede til klubben.
»Det har jeg heller ikke prøvet før. Der stod utroligt mange mennesker, da jeg kom ud i lufthavnen. Det var en forrygende modtagelse, det har jeg sgu ikke oplevet før,« griner han igen.
Cornelius scorede for Danmark, da han blev skiftet ind i 5-0-triumfen over Israel i den seneste VM-kvalifikationskamp, og han glæder sig over, at han for første gang i lang tid er inde i en periode, hvor han ikke har været skadet gennem længere tid.
Men om det er nok til en plads i startopstillingen lørdag mod Moldova, hvor han kæmper med Kasper Dolberg, er uvist.
»Jeg har det på den måde, at jeg ofte bare kommer ind og tager den rolle, jeg får. Og så må jeg se,« siger han.
28-årige Cornelius fik debut på landsholdet i 2012 og har siden spillet 33 landskampe med syv mål til følge.


