»Jeg tror, det gjorde indtryk, at vi var så dedikerede,« husker Mikael Bertelsen i dag tilbage om sit forhold til en af de største danske landsholdsikoner.

EM står for døren. Danmark spiller sine tre gruppekampe på hjemmebane i Parken, og derfor lancerer B.T. og DBU en kæmpe kampagne, der skal få danskerne til at gå flag-amok for landsholdet.

Radio- og tv-personligheden Mikael Bertelsen, der har fulgt landsholdet siden de glade dynamitdage, melder sig klar til at bakke op og afslører i samme ombæring, hvordan hans kærlighed til landsholdslegenden Brian Laudrup i slutningen af 1990erne var ved at tage overhånd.

»Jeg blev i sommeren 1998 udstationeret af FN til Thailand for at starte nogle radiostationer op,« fortæller Mikael Bertelsen.

Mikael Bertelsen: »Søren Fauli (th) og mig i det sekund EM-finalen i 1992 bliver fløjtet af. Det var vist nok første gang, Søren så en hel fodboldkamp, og han levede sig så meget ind i kampen, at han råbte STRAFFE!! når der var frispark i midtercirklen.«
Mikael Bertelsen: »Søren Fauli (th) og mig i det sekund EM-finalen i 1992 bliver fløjtet af. Det var vist nok første gang, Søren så en hel fodboldkamp, og han levede sig så meget ind i kampen, at han råbte STRAFFE!! når der var frispark i midtercirklen.« Foto: Martha Podell
Vis mere

»Danmark havde lige spillet mod Nigeria ved VM i den legendariske kamp, hvor Ebbe Sand blev skiftet ind og scorede efter Michael Laudrups geniale aflevering. Jeg kan huske, jeg var bedrøvet over at skulle rejse væk fra den eufori, der var de dage.«

Danmark skulle spille VM-kvartfinale mod Brasilien, og Mikael Bertelsen ledte desperat efter et sted, hvor han kunne se kampen. Til sidst fandt han ligesindede i et buddhistisk munkekloster, og omringet af orangeklædte munke blev han ramt af Laudrup-feber.

»Det er jo den kamp, hvor Brian Laudrup scorer til 2-2 og lægger sig ned i en overlegen positur. Søren Colding kom godt nok og lagde sig i ske, så magien forsvandt, men den kamp gjorde, at da jeg kom hjem fra Thailand og startede et tv-program, brugte vi en hel sæson på at få Brian Laudrup som gæst.«

Han tilføjer med et grin:

»Forsøget på at overtale ham blev jo helt manisk.«

Brian Laudrup (og Søren Colding) da Danmark ved VM i Frankrig i 1998 tabte 2-3 til Brasilien.
Brian Laudrup (og Søren Colding) da Danmark ved VM i Frankrig i 1998 tabte 2-3 til Brasilien. Foto: PATRICK KOVARIK
Vis mere

Brian Laudrup var i 1999 ikke meget for at tale med den danske presse efter et mislykket ophold i FCK.

Han var skiftet til Ajax Amsterdam i Holland og sagde nej til alle forespørgsler, men Mikael Bertelsen nægtede at give op.

»Vi fandt ud af, at Moonjam skulle spillede til hans 30-års fødselsdag, så vi fik fat i Kærså-brødrene og fik dem til at synge en fødselsdagssang, som handlede om, at han skulle være gæst i vores program,« begynder Mikael Bertelsen sin opremsning.

»Vi fandt så ud af, at han var begejstret for Susanne Biers film 'Den eneste ene', så vi fik alle skuespillerne – især Lars Kaalund – til at sende ham en videohilsen, hvor de understregede, at de syntes, han skulle være gæst i vores tv-program.«

Han tilføjer:

»Til sidst lejede vi et fly med et banner efter sig og fløj det frem og tilbage over Brian Laudrups hus i Vedbæk. Og så forbarmede han sig.«

Brian Laudrup i Ajax 1999.
Brian Laudrup i Ajax 1999. Foto: ERIK LUNTANG
Vis mere

Selve interviewet – hvor Mikael Bertelsen fik inventaret fra sit tv-studie kørt ned til Amsterdam – består blot helt kort af Mikael Bertelsen, der siger tak til Brian Laudrup for indsatsen. Senere mødtes de dog igen hjemme i Danmark.

Brian Laudrup valgte nemlig som belønning for deres ihærdighed at invitere Mikael Bertelsen og et par af hans tv-kolleger hjem i privaten i Vedbæk til festmiddag.

»Det var jo lidt mærkeligt, for vi kendte jo ikke rigtig hinanden. Stemningen var til at begynde med lidt nervøs, men det fik vi fejet af bordet med alkohol,« fortæller han.

»Det var en skizofren aften. Når vi sad ved bordet, styrede vi os, men hver gang man rejste sig og mødte en af de andre ude i køkkenet, var man helt oppe at køre, og 'vi skal overtale ham til at vende tilbage til landsholdet'. Vi var også ude i hans have og spille fodbold, og jeg råbte 'Brian, jeg skal lave tunnel på dig'.«

Mikael Bertelsen: »Her hepper jeg mere afdæmpet på det danske landshold, men, men fotoet er også taget inden ,vi har vundet nogle kampe. Jeg er en af de mange medløbere, der er meget kritisk overfor holdet inden en slutrunde og så langsomt begejstres, når de vinder. Så er man helgarderet og virker som om, man har forstand på fodbold. I baggrunden photobomber Mads Langer (Ikke verificeret, red.), der også ønsker landsholdet god vind.«
Mikael Bertelsen: »Her hepper jeg mere afdæmpet på det danske landshold, men, men fotoet er også taget inden ,vi har vundet nogle kampe. Jeg er en af de mange medløbere, der er meget kritisk overfor holdet inden en slutrunde og så langsomt begejstres, når de vinder. Så er man helgarderet og virker som om, man har forstand på fodbold. I baggrunden photobomber Mads Langer (Ikke verificeret, red.), der også ønsker landsholdet god vind.« Foto: Olivia Aamund
Vis mere

Mikael Bertelsen fortæller, at selskabet faktisk mødtes flere gange i løbet af årene, når der var en EM- eller VM-slutrunde, og gentog succesen, men de har endnu ingen planer for denne EM-sommer.

»Du må gerne skrive, at de alle er inviterede. Vi burde gøre det igen, for hver gang vi har gjort det, så er det gået godt for landsholdet.«

Vil du være med til at vise din støtte til landsholdet og vinde fede landsholdspræmier og billetter til VM-kvalifikationskampene i Parken til efteråret?

Så indsend dit bedste Dannebrogs-billede eller video til FLAG@BT.DK eller læs mere HER.