Michael Laudrup har været træner i landet ad to omgange i sin karriere, men han har alligevel ikke blandet sig i Qatar-debatten, der kører frem mod VM-værtskabet i 2022 – endnu.

Den tidligere fodboldstjerne vil nemlig ikke afvise at tage endnu en tørn i Mellemøsten, hvis der kom et tilbud i dag. Og det er der en helt klar årsag til. Det fortæller han til B.T. på Københavns Rådhus tirsdag.

»Det er svært at sige, om jeg ville sige ja til et trænerjob i Qatar i dag,« lyder det fra Michael Laudrup, inden han fortsætter:

»Men jeg har den samme holdning til steder som Mellemøsten, Rusland og Kina, som ser tingene anderledes, end vi gør i Danmark: At så længe der er et samarbejde mellem erhvervslivet og regeringer på tværs af alle mulige lande, så må det også stå frit til for sportsfolk rundt omkring i verden. Jeg synes ikke, de skal behandles anderledes end andre personer.«

Michael Laudrup på Københavns Rådhus tirsdag eftermiddag. Foto: Kasper Løjtved.
Michael Laudrup på Københavns Rådhus tirsdag eftermiddag. Foto: Kasper Løjtved.
Vis mere

Den 56-årige fodboldlegende var cheftræner i Lekhwiya fra 2014 til 2015. Derefter tog han en pause på et år, inden han vendte tilbage til Qatar og stod i spidsen for Al Rayyan fra 2016 til 2018. Den tidligere Brøndby- og Swansea-træner havde størst succes i Lekhwiya. Her vandt klubben nemlig mesterskabet i den hjemlige liga.

Qatar-debatten kører i øjeblikket, fordi landet har været omdrejningspunkt for en masse kritik i løbet af de seneste tre måneder. Det skyldes, at det store engelske medie The Guardian tilbage i februar afslørede, at omkring 6.500 immigrantarbejdere har mistet livet under bygningsarbejdet forud for VM-slutrunden i Mellemøsten til næste år.

Selv om Michael Laudrup ikke vil afvise at tage mod et tilbud i dag, så understreger han, at der kan være autoriteter, som på et tidspunkt kan tage beslutningen for diverse sportsfolk.

»Hvis det skulle komme så langt ud, at den øverste myndighed går ind og beslutter, at vi nu kun samarbejder med ét land, så må sportsfolkene også rette ind. Det er klart, fordi jeg synes, det skal være ens for alle.«

EM-trofæet er kommet til Danmark og blev budt velkommen af blandt andet Michael og Brian Laudrup. Foto: Kasper Løjtved.
EM-trofæet er kommet til Danmark og blev budt velkommen af blandt andet Michael og Brian Laudrup. Foto: Kasper Løjtved.
Vis mere

Den tidligere fodboldstjerne deler dermed holdning med DBU. Fodboldforbundet sagde således til B.T. i sidste uge, at det har alle intentioner om at deltage ved VM, men kan blive stoppet.

»Vi deltager fra dansk side, hvis vi kvalificerer os. Vi respekterer, hvis regeringen og Folketinget beslutter, at vi skal boykotte. Frem til 2022 har vi besluttet at være kritiske,« lød det eksempelvis fra DBU-formanden, Jesper Møller.

Kritikken mod Qatar har været så ekstrem, at nogle nationer har overvejet at boycuttet verdensmesterskabet. Det gælder eksempelvis Ståle Solbakkens Norge. Så langt er det ikke kommet i Danmark, men landsholdet viste deres utilfredshed med arbejdsforholdene i landet ved at bære protesttrøjer inden kampen mod Moldova tidligere på året.

Michael Laudrup har i sin trænerkarriere været chef for Brøndby, Getafe, Spartak Moskva, Swansea, Malloraca, Lekhwiya og Al Rayyan. De seneste år har han fungeret som Champions League-ekspert hos TV3 Sport.