En holdkammerat måtte bære hende fra banen. Og frustrationen lyste da også tydeligt ud af Estavana Polman, der både råbte højt og hamrede hårdt til porten på vej ud.

For det er blot halvanden måned siden, den hollandske håndboldstjerne gjorde comeback efter en alvorlig knæskade.

Tirsdag aften i kampen mod Odense Håndbold var det et slag på netop det højre knæ, der først sendte hende i halgulvet og siden direkte i omklædningsrummet.

Alt imens tv-kameraerne fangede de udbrud, der forståeligt nok kom fra Team Esbjerg-spilleren, der også er en profil på det hollandske landshold.

»Vi bliver nødt til at afvente og se, hvad der sker. Uden at vide det kan jeg næsten garantere, at der skal en scanning til, før vi siger noget som helst. Der kommer til at gå tre, fire dage, før vi har nogen idé om, hvad der er sket,« sagde Team Esbjergs træner Jesper Jensen til TV 2 Sport om Estavana Polman, der efter sammenstødet lå og vred sig i smerte, mens hun hamrede hånden ned i gulvet flere gange.

Det var sidste sommer, hun fik en grim korsbåndsskade, som hun siden har kæmpet sig tilbage fra, og hun har ikke lagt skjul på, at hendes fokus har været på det kommende OL i Tokyo.

Hun var med i Rio i 2016, hvor Holland blev nummer fire, ligesom hun også var en del af det landshold, der vandt VM i Japan i 2019.

Estavana Polman var på grund af sin skade ikke med ved EM i Herning i december, og spørgsmålet er så nu, om OL og den anden DM-semifinale mod Odense Håndbold er i fare.

Odense Håndbold vandt tirsdagens kamp med 27-26, og der er returkamp i Esbjerg lørdag. Om det bliver med eller uden Estavana Polman, vil tiden vise.