Hvem er bedst? Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo?

Det er en diskussion, som kan få mange fodboldfans op i det røde felt, men i virkeligheden er der ikke så meget tvivl.

I hvert fald ikke, hvis man skal tro brasilianske Kaká, der selv blev kåret til verdens bedste fodboldspiller i 2007.

»Jeg spillede med Cristiano (i Real Madrid, red.), og han er virkelig fantastisk, men jeg går med Messi.«

Foto: Valery HACHE
Vis mere

»Han er et geni, rent talent. Den måde, han spiller på, er utrolig,« siger Kaká i en livevideo på FIFAs Instagram-konto.

Han understreger dog, at han også er imponeret af Cristiano Ronaldo – særligt på ét punkt.

»Cristiano er en maskine. Det er ikke bare den måde, som han er stærk på, fuld af power og hurtig; han er også stærk mentalt.«

»Han vil altid vinde og spille. Han VIL være den bedste. For mig er det den mest utrolige ting, han har,« siger Kaká.

»I sportshistorien vil de (Messi og Ronaldo, red.) absolut være i top fem. Vi er heldige, at vi har set begge to spille,« tilføjer brasilianeren.

I samme interview udnævner Kaká en anden Ronaldo – brasilianske Ronaldo Luís Nazário de Lima – som den bedste, han har spillet sammen med på landsholdet.

»Jeg har spillet side om side med nogle fantastiske spillere i min karriere, men Ronaldo er den bedste.«

»Efter det vil jeg sige Ronaldinho, som jeg spillede imod mange gange både i Milan og Real Madrid,« lyder det fra Kaká.