Chelsea-stjernen Callum Hudson-Odoi har muligvis været igennem en nat, der vil ændre hans liv.
Politiet anholdt det 19-årige Chelsea-talent i de tidlige morgentimer søndag, efter en kvinde havde tilkaldt politiet.
Ifølge flere engelske medier anklager kvinden Hudson-Odoi for voldtægt.
Chelsea-spilleren mødte kvinden online og inviterede hende over i sin penthouselejlighed i London, hvor politiet blev tilkaldt fra. Daily Mail skriver også, at Metropolitan Police bekræfter, at en kvinde tog på hospitalet, og at en mand blev varetægtsfænglset.

Han blev dog løsladt mod kaution mandag.
Politiet og en ambulance blev tilkaldt klokken 03.53 natten mellem lørdag og søndag af kvinden, oplyser politiet, der tog tilbage til lejligheden efter at have anholdt Callum Hudson-Odoi for at fortsætte efterforskningen.
Ifølge The Sun sendte fodboldspilleren en bil af sted for at hente kvinden lørdag, som han inviterede hjem.
Han skulle angiveligt have bedt hende om at ankomme til adressen iført lingeri efter en række flirtende beskeder.
Chelsea-spilleren har med mødet med kvinden brudt med corona-reglerne om at holde afstand, der tages alvorligt i England, som er et af de hårdest ramte lande under corona-epidemien i Europa.
Det sker få uger efter, at den unge spiller selv har været smittet med corona.
Hudson-Odoi, som regnes blandt de største britiske fodboldtalenter, er ikke den første engelske landsholdsspiller, som har brudt corona-protokollernes regler.
For nogle uger siden var det Manchester Citys Kyle Walker, som blev opdaget i at have deltaget i en sexakt med to prostituerede, efter at corona-epidemien havde sendt samfundet i dvale.