Corona-virus-isolation, en model og et nattemøde med en Premier League-fodboldstjerne.
Det er ingredienserne i en speget sag, som har set dagens lys i England.
Her skriver tabloidavisen The Sun, at Chelsea-kometen Callum Hudson-Odoi er blevet anholdt, efter at en kvinde ringede efter en ambulance klokken fire i nat.
Ifølge The Sun, har kvinden, som er model, og Chelseas 19-årige supertalent flirtet på nettet, hvilket fik fodboldstjernen til at invitere hende hjem til sin penthouselejlighed i London.

Hudson-Odoi, som i marts blev testet positiv for corona, skulle have sendt en taxi af sted for at hente kvinden, men en episode er efterfølgende fundet sted i Hudson-Odois London-lejlighed, som fik kvinden til at ringe efter en ambulance.
Kvinden blev ifølge The Sun kørt til hospitalet, mens Callum Hudson-Odoi blev anholdt af politiet.
Politiet i London bekræfter over for avisen, at en episode har fundet sted på den pågældende adresse i det givne tidsrum.
Chelsea-spilleren har med mødet med kvinden brudt med corona-reglerne om at holde afstand, som tages alvorligt i England, som er et af de hårdest ramte lande under corona-epidemien i Europa. Hvad der derudover er sket, er endnu uvist.

Hudson-Odoi, som regnes blandt de største britiske fodboldtalenter, er ikke den første engelske landsholdsspiller, som har brudt corona-protokollernes regler.
For nogle uger siden var det Manchester Citys Kyle Walker, som blev opdaget i at have deltaget i en sexakt med to prostituerede, efter at corona-epidemien havde sendt samfundet i dvale.