På mandagens møde mellem Premier League-klubberne blev man enige om at sætte gang i holdtræning i små grupper.

Premier League-klubberne vil begynde at træne i små grupper fra tirsdag. Det blev de 20 klubber enige om på et videomøde.

Det oplyser Premier League på sin hjemmeside mandag eftermiddag.

Skridtet betegnes som det første af flere, som skal munde ud i en genstart af den engelske sæson, der blev afbrudt som følge af coronapandemien i marts.

Det blev på mødet enstemmigt vedtaget, at klubberne kan sætte gang i holdtræningen i små grupper fra tirsdag eftermiddag.

Under træningerne skal der fortsat holdes afstand, fysisk kontakt er ikke tilladt, meddeler Premier League.

Blandt deltagerne på mandagens møde var repræsentanter for spillere og trænere, klubbernes læger, uafhængige eksperter samt den britiske regering.

/ritzau/