Lionel Messi vinder på mandag sin sjette Ballon d'Or-pris.

Det rapporterer flere medier i Spanien.

Ifølge Daily Mail hævder det spanske medie Mundo Deportivo, at argentineren allerede er blevet fortalt om sin sejr, selvom prisceremonien først er mandag den 2. december.

Et hold fra det franske fodboldmagasin rejste angiveligt til Barcelona for at fortælle den 32-årige Barcelona-stjerne, at han altså har vundet prisen.

Cristiano Ronaldo i aktion for Portugal.
Cristiano Ronaldo i aktion for Portugal. Foto: JOHN THYS
Vis mere

Messi er en ud af tre nominerede spillere til prisen, som udover argentineren tæller Liverpools forsvarsgeneral Virgil van Dijk og Messis evige rival Cristiano Ronaldo.

I sidste sæson vandt Lionel Messi sin tiende La Liga-titel, hvor han scorede 36 mål og leverede 13 assists i 36 kampe for Ernesto Valverdes FC Barcelona.

Virgil van Dijk blev derimod kåret til årets spiller i Champions League og vandt turneringen sammen med Liverpool. Derfor var han spået en god chance for at vinde prisen.

Cristiano Ronaldo vandt Serie A med Juventus i sin første sæson, og derudover har han haft mere succes med landsholdet end de to andre kandidater, da han spillede en stor rolle, da Portugal vandt Nations League.

Spørger man Paris Saint-Germain-stjernen Kylian Mbappe, så mener han, at Messi fortjener at vinde Ballon d'Or-prisen.

»Messi burde vinde prisen. Individuelt set var han den bedste i år,« sagde Mbappe, da han for nylig blev spurgt af den tyske avis Der Spiegel, hvem han troede ville vinde prisen.

I de sidste 11 år har Lionel Messi og Cristiano Ronaldo domineret titlen, da de har vundet fem gange hver.

Stimen blev dog brudt sidste år, da den kroatiske Real Madrid-spiller Luka Modric vandt prisen efter at have vundet Champions League med Real Madrid og bragt Kroatien til VM-finalen, hvorefter han også blev kåret til slutrundens bedste spiller.